Nyt skoleskyderi i USA: Ni skudt af klassekammerat

Ifølge politiet i Colorado, USA, er en person død, mens otte er såret

Politi og ambulance ankom hurtigt til stedet. Foto: AFP
Politi og ambulance ankom hurtigt til stedet. Foto: AFP

En 18-årig skoleelev blev dræbt og otte andre såret, da to personer ifølge politiet åbnede ild på en skole i Colorado, USA.

Det skriver avisen Denver Post.

Flere af de sårede er i kritisk tilstand og bliver opereret på lokale hospitaler. Alle skudofre er 15 år eller ældre, oplyser politiet.

De to anholdte er begge elever på skolen, STEM School Highlands Ranch.

- Vi havde dem ikke på radaren, siger politichef Tony Spurlock om de anholdte på et pressemøde sent tirsdag.

Hurtigt fremme
Politichefen siger, at det endnu er for tidligt at kunne sige noget om et muligt motiv.

Skolen, der har 1850 elever, ligger tæt på en politistation, og betjente var derfor hurtigt fremme på stedet.

- Jeg er overbevist om, at den hurtige reaktion fra betjentene var med til at redde liv, siger politichef Tony Spurlock.

Artiklen fortsætter under billedet...

Elever blev efterfølgende bragt til en nærliggende idrætshal i busser for at blive genforenet med deres forældre. Foto: AFP
Elever blev efterfølgende bragt til en nærliggende idrætshal i busser for at blive genforenet med deres forældre. Foto: AFP
 

Ifølge vicepolitichef Holly Nicholson-Kluth begyndte skyderiet i et område på skolen, hvor de mellemste elever har undervisning.

- Da betjentene ankom til skolen, kunne de stadig høre skyderiet, siger Nicholson-Kluth til lokale medier.

En nabo til skolen, Rocco DeChalk, fortæller, at han så mange elever løb væk fra skolen, da skyderiet brød ud.

Ramt i ryggen
Da DeChalk gik uden for, kunne han se en dreng, der var ramt af skud i ryggen. En lærer ydede førstehjælp.

- Vi bar ham ind i mit køkken, fortæller han til Associated Press.

Skyderiet fandt sted godt 20 år efter massakren på Columbine High School, der ligger blot otte kilometer fra STEM School Highlands Ranch.

Dengang blev 12 elever og en lærer dræbt, da to elever åbnede ild i skolebiblioteket og andre steder på skolen, inden de tog deres eget liv.

Flere lægehelikoptere blev sendt til skolen. Foto: AFP
Flere lægehelikoptere blev sendt til skolen. Foto: AFP

Skærm

Hent flere
Hent flere