Ødelagt sommerferie: 25 familier fuppet af udlejer

En udlejer i Hornbæk er blevet meldt til politiet, efter han angiveligt har lejet samme sommerhus ud til 25 forskellige familier i samme tidsrum

Mindst 25 familier må skyde en hvid pind efter deres planlagte sommerferie i Hornbæk, Nordsjælland.

Det skriver Helsingør Dagblad.

Ifølge mediet er samtlige familier blevet taget ved næsen af en udlejer, der angiveligt har lejet samme sommerhus ud til hele flokken - i samme tidsrum.

Nu står alle 25 med håret i postkassen og tabt depositum. En af dem er Eva Ulsø fra Ikast, som foruden indskuddet på 2850 kroner havde forudbetalt de 5300 kroner, det kostede at leje huset i en uge.

- Vi skulle have overtaget det lørdag, men sidst på eftermiddagen fredag skriver udlejeren til mig, at jeg ikke kan få det alligevel, fordi der er noget, der er gået i vasken, siger hun til Ekstra Bladet.

Sammen med sin mand og to teenagere på 13 og 16 havde hun ellers siden marts set frem til at tilbringe en uge af sommeren med høj sol og ren afslapning i Hornbæk.

- Man bliver jo lidt desperat, når man står med to teenagere og havde forestillet sig, at man skulle en uge til Hornbæk, siger Eva Ulsø.

- Hvad skal man så nu? Taskerne er pakkede og så videre.

Ingen penge
Eva Ulsø har hverken fået depositum eller husleje tilbage, selvom hun har været i kontakt med udlejeren flere gange siden fredag.

- Han har sendt mig skærmprint af, at han har overført pengene, men de er sjovt nok aldrig endt på min konto, fortæller hun.

- I morges sagde jeg til ham, at han har til klokken 13 til at overføre beløbet, ellers går jeg offentligt med det her.

Ifølge Eva Ulsø er flere af familierne troppet op på udlejerens adresse for at kræve deres penge tilbage. Det har hun dog ikke selv i sinde, men har i stedet meldt ham til politiet.

- Jeg gider ikke gå ud og svine nogen til, for det stiller bare mig i et dårligt lys, men jeg er helt uendeligt skuffet over, at man kan være så dum, siger hun.

Det er ukendt, hvordan udlejeren forholder sig til anklagen, men til Helsingør Dagblad fortæller han, at alle lejere vil få tilbagebetalt deres depositum.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere