Øjenvidne: 'De autonome begyndte at smadre vinduer'

Emil var til fest på Nørrebro lørdag aften - han fulgte en gruppe autonome, der begyndte at kaste med brosten

Ekstra Bladet har talt med Emil, der ikke ønsker sit efternavn frem, men han fulgte 'demonstrationen Reclaim the streets' med flere hundrede mennesker fra Nørrebrogade til Fælledvej. (Foto: Ekstra Bladet)
Ekstra Bladet har talt med Emil, der ikke ønsker sit efternavn frem, men han fulgte 'demonstrationen Reclaim the streets' med flere hundrede mennesker fra Nørrebrogade til Fælledvej. (Foto: Ekstra Bladet)

Hundredvis af brosten, kanonslag og molotovcocktails. Nørrebro i København var natten til søndag igen udsat for gadeoptøjer, da en flok autonome gik amok og begyndte at smadre vinduerne til en række ejendomsmæglere og banker.

Ekstra Bladet har talt med Emil, der ikke ønsker sit efternavn frem, men han fulgte 'demonstrationen Reclaim the streets' med flere hundrede mennesker fra Nørrebrogade til Fælledvej.

Han fortæller, at det faktisk var rigtig hyggeligt med god musik hele vejen ned igennem Nørrebrogade. Men senere blev det ubehageligt.

'Hvad fanden skal vi gøre?'
- Der var måske lidt blokade med busserne ned igennem Nørrebrogade. Sådan er det, når der kommer en 600 mennesker. Der var virkelig mange.

En gruppe autonome angreb politiet med brosten, molotovcocktails og kanonslag på Sankt Hans Torv på Nørrebro. (Foto: Kenneth Meyer) 112 - 9. aug. 2015 - kl. 06:43 Autonome raserer Nørrebro med brosten og molotovcocktails

- Så lige pludselig omkring Sankt Hans Torv, begyndte nogle af de autonome at smadre nogle vinduer, og så tænker man, hvad fanden skal vi gøre? Hvorfor skal de gøre det?, siger Emil.

Han fortæller, at 'festen' så endte på Sankt Hans Torv, hvor politiet kom og 'stormede' det hele.

- De hentede alle sammen væk. Færdig slut. Vi stod så på den anden side, og kunne se, at de stormede dem.

'Masser af kanonslag'
- I var ikke nervøse?

- Overhovedet ikke. Fordi vi havde ikke gjort noget som helst. Vi stod bare på den anden side og kiggede, og så stormede politiet bare Sankt Hans Torv, og fjernede alle de 'ubehagelige mennesker'.

 Han fortæller, at det kun var nogle få stykker af dem, der begyndte at baldre ruder.

- Jeg så ikke molotov-cocktails, men jeg så masser af kanonslag. Der var rimeligt mange kanonslag i løbet af den her seance.

- De kastede ingenting mod politiet. Det eneste de gjorde var, at tage de her brosten op, og smide dem ud på vejen, for at gøre det sværere for politiet at komme herind, siger Emil.