Øjenvidne til massakre: - Han kiggede bare på mig

Flere fortæller om forfærdelige scener med døde mennesker overalt, da en 28-årig australsk statsborger åbnede ild mod bedende muslimer i en moské

Vidner beretter om skyderi i Christchurch, New Zealand. Video/redigering: AP/TVNZ/Signe Skov

Dødstallet fortsætter fredag med at stige oven på det brutale terrorangreb i Christchurch i New Zealand, hvor en gerningsmand brød ind i to moskéer og begyndte at skyde, mens folk deltog i fredagsbønnen.

Myndighederne arbejder på højtryk for at finde ud af, hvad der nøjagtigt skete, da den 28-årige australske statsborger Brenton Tarrant åbnede ild mod uskyldige i det blodige angreb. Et angreb, der indtil videre har kostet minimum 49 mennesker livet og såret yderligere 42 personer.

Tæt på 300 kvinder og mænd var samlet i Al Noor-moskéen, hvor det første angreb klokken 13.40 lokal tid fandt sted. Derfor var der mange øjenvidner til angrebet, der betegnes som det værste nogensinde i landets historie.

OVERBLIK: Det ved vi om angreb i New Zealand

En bevæbnet person er trængt ind i en moské i byen Christchurch i New Zealand og har dræbt og såret adskillige mennesker. Også en anden moské i byen er ramt af et skudangreb.

Her er, hvad vi foreløbig ved om angrebene:

* Antallet af dræbte ved de to angreb er steget til 49. Det siger rigspolitichef Mike Bush på et pressemøde fredag.

* 41 af ofrene blev dræbt i moskéen Masjid al Noor i den centrale del af Christchurch. Syv andre blev skudt og dræbt i moskéen Linwood Ave - tre af dem uden for bygningen. Det sidste offer er afgået ved døden på hospitalet.

* 20 personer er hårdt såret, skriver BBC.

* Fire personer er i politiets varetægt, oplyser rigspolitichef Mike Bush. Politiet vil ikke udelukke, at der er flere gerningsmænd. Der er tale om tre mænd og en kvinde.

* En af de formodede gerningsmænd er en australsk statsborger.

* Omkring klokken 13.40 lokal tid gik en bevæbnet mand ind i al Noor-moskéen i det centrale Christchurch og åbnede ild.

* Omkring 300 mennesker var samlet til fredagsbøn.

* En video cirkulerer på nettet med optagelser af skyderiet. Politiet opfordrer alle til at undlade at dele videoen.

* Det var den formodede gerningsmand selv, der optog videoen live på Facebook. Facebook tog efter henvendelse fra det newzealandske politi straks videoen ned, skriver Daily Mail.

* Desuden er den formodede gerningsmands konti på Facebook og Instagram lukket.

* Ifølge Radio New Zealand har den formodede gerningsmand, som er 28 år, også lagt et angiveligt højreekstremistisk manifest på nettet.

* Politiet har bekræftet over for den britiske avis The Guardian, der har en journalist på stedet, at der var en bombe i en bil, der forulykkede omkring tre kilometer fra al Noor-moskéen.

* Premierminister Jacinda Ardern betegner det som 'en af de mørkeste dage i New Zealands historie' og 'at det kun kan beskrives som et terrorangreb'.

* Premierministeren befinder sig i byen New Plymouth, men er på vej tilbage til Wellington for at holde krisemøde i regeringen.

Virkelig alvorligt
Flere af dem beretter ifølge internationale nyhedsbureauer, at gerningsmanden skød i cirka 20 minutter og kun afbrød, når han skulle skifte våben. Det bekræfter Mahmood Nassir over for AP.

- Først gemte vi os bag bilerne. Da vi så, at der stadig blev skudt, gemte vi os i huset ved siden af moskeen. Der blev stadig skudt. Vi så en person med en kugle i armen. Så stoppede skyderiet, og jeg kiggede over et hegn. Der var en mand, som skiftede våben ved en bil, han havde parkeret i en sidegade til moskéen. Han tog et våben og begyndte at skyde igen.

Lige over middag fredag lokal tid gik Brenton Tarrant angiveligt iklædt sort, militær-inspireret tøj ind i Al Noor-moskéen, og herefter fulgte adskillige skudsalver umiddelbart efter, fortæller et andet vidne.

- Det startede i hovedrummet, fordi gerningsmanden må være kommet ind gennem forhallen. Jeg var inde i et sidelokale, og derfor så jeg ikke, hvem der skød. Men jeg så nogle mennesker, der løb gennem det lokale, hvor jeg opholdt mig. Nogle af dem havde blod på kroppen, andre haltede. I det øjeblik gik det op for mig, at det var virkelig alvorligt, siger Farid Ahmed til AP.

Artiklen fortsætter under billedet ...

En såret person hastes til sygehuset efter at være blevet ramt af skud i Al Noor-moskéen i Christchurch. Foto: Ritzau Scanpix
En såret person hastes til sygehuset efter at være blevet ramt af skud i Al Noor-moskéen i Christchurch. Foto: Ritzau Scanpix

Gerningsmand tavs under angreb
Mohamed Jama er tidligere præsident for Al Noor-moskéen. Han var også til stede i de kaotiske minutter, hvor han oplevede gerningsmanden på klos hold, som han trådte ind i moskéens hovedlokale.

- Han var en lille mand på 160 centimeter. Han havde hjelm og briller på, og han var klædt militærtøj. Han havde et M16-maskingevær og et bælte med et andet våben i. Da han passerede, sagde jeg ’hey, hvad laver du?’, men han sagde ikke noget til mig. Han kiggede bare på mig. Så begyndte han at skyde, og der løb jeg. Han dræbte folk en ad gangen. Nogle døde, mens andre blev såret. 

Foruden Al Noor-moskéen blev Linwood Masjid-moskéen ikke langt derfra også udsat for et lignende angreb kort tid efter.

Politiet har anholdt tre mænd og en kvinde, der menes at have forbindelse til terrorangrebet. Én af dem er den 28-årige australske statsborger Brenton Tarrant, som nu er sigtet for mord. Han fremstilles for retten lørdag.

Newzealandsk politi har tidligere på fredagen forklaret, at hverken de australske eller newzealandske myndigheder kendte de anholdte i forvejen.

Youtuberen PewDiePie er kendt for at lave videoer om blandt andet computerspil. Pr-foto 112 - 15. mar. 2019 - kl. 15:55 New Zealand-terrorist nævnte kendt youtuber i livestream

Se også: Svensk piges navn stod på terror-våben

Se også: Dronningen kommenterer terror i New Zealand

Se også: Rigspolitiet advarer: Del ikke New Zealand-video

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Har du en mening om Ekstra Bladet? Kom med i vores panel og del din mening med os
Nyhedsredaktør:Kim Vangkilde
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen