Øjenvidner: Misforståelse bag skyderi på Nørrebro

Den anholdte mand fik voldsomme tæsk, efter han havde skudt op i luften. Vidner fortæller, at der opstod lynch-stemning, fordi deltagerne troede, at de var under angreb

Her har politiet fat i den anholdte (Video: Privat)

Et på forhånd fredeligt sørgeoptog for imamen Hussein, der døde i det 7.århundrede, udviklede sig kaotisk lørdag eftermiddag.

Midt under sørge-optoget opstod der pludselig tumult, og der blev affyret skud.

Ifølge flere øjenvidner, som Ekstra Bladet har talt med, opstod tumulten, da den anholdte mand iført skudsikker vest kom op at toppes med en gruppe af deltagerne i optoget. Angiveligt på grund af en intern konflikt et par dage forinden.

Herefter affyrede den anholdte tre skud op i luften, og så gik det ellers galt. Det bekræfter efterforskningsleder Henrik Vedel over for TV2.

Den 29-årige fik voldsomme tæsk, efter han affyrede skud, og ifølge politiet blev han udsat for så grov vold, at han måtte tilses af en læge.

112 - 24. okt. 2015 - kl. 17:21 29-årig mand anholdt efter skyderi på Nørrebro

- Det er jo ikke så underligt, at de er blevet bange, hvis han havde en pistol, siger efterforskningsleder Henrik Vedel til Ritzau om selvtægten.

Vidner: Troede det var religiøst
Efterforskningslederen har over for BNB afkræftet, at der er tale om et religiøst opgør. Det er derimod politiets vurdering, at der opstod kamp mellem to grupperinger.

Den 29-årige mand har ifølge Henrik Vedel forklaret, at han skød, fordi han følte sig truet i forbindelse med et internt opgør.

- Han har følt sig presset op i en krog, siger han til Ritzau.

Ekstra Bladet har talt med flere vidner, der var til stede under skyderiet. De fortæller, at frygten fik folk til at gå amok.

- Inden han kommer ned på jorden, så skyder han tre skud op i luften, fordi der var så mange imod ham. Derefter fik han rigtig mange bank, fordi folk ikke vidste, hvad der skete. De så bare, at der var et våben, og så tæskede de ham bare, siger et vidne, der ønsker at være anonym.

Ekstra Bladet er dog bekendt med hans identitet.

112 - 24. okt. 2015 - kl. 15:54 Kaos på Nørrebro: Skud affyret ved optog

Ifølge vidnet blev folk bange, fordi de troede, han ville skyde dem, da de var shia-muslimer. Derfor opstod der lynch-stemning, og ifølge Ekstra Bladets oplysninger forsøgte folk også at få fat i manden, efter han var blevet anholdt.

Men der var angiveligt tale om en misforståelse.

Trusler mod shia-muslimer
Det samme fortæller Mohammed, der var til stede ved optoget.

- Der har været en del trusler mod optoget de sidste par dage. Vi var gjort opmærksomme på, at der kunne ske noget, så politiet var massivt til stede. Pludselig opstår der noget tumult, hvorefter der bliver skudt.

- Det ser folk, og en gruppe af de unge mennesker vil have fingrene i ham. Der var kæmpe tumult, og han fik mange tæsk, siger Mohammed til Ekstra Bladet.

Det var her ved Vibevej på Nørrebro, at politimanden fik tildelt et slag. (Foto: Kenneth Meyer) 112 - 24. okt. 2015 - kl. 18:44 Politimand overfaldet på Nørrebro

Ifølge Mohammed har shia-muslimerne, der stod bag optoget for imam Hussein, modtaget flere trusler det sidste stykke tid. Og det fik dem til at reagere så voldsomt.

Politiet har afkræftet, at de affyrede skud havde et religiøst formål.

Se det store kaos her (Video: Privat)