Økse-angreb i Greve: Politiet efterlyser tøj og vidner

En massiv efterforskning er sat i værk efter drabsforsøget på en 43-årig lærer, men politiet holder kortene tæt ind til kroppen

Politiets teknikere var til stede ved gerningsstedet det meste af fredagen. (Fotograf: Kenneth Meyer)

Blodspor på en cykel og et aftryk fra en sko i offerets hjem er blandt de spor, Midt- og Vestsjællands Politi og teknikere har sikret sig efter et særdeles brutalt økse-overfald i Greve.

En 43-årig kvinde blev overfaldet natten til fredag i sit hjem, og politiet har anholdt hendes 40-årige ekskæreste, som lørdag blev varetægtsfængslet sigtet for drabsforsøg. Han nægter sig skyldig.

Smadret rude i havedør
Mandag vil politiet ikke afsløre nogen detaljer om efterforskningen. Ekstra Bladets fotograf var fredag til stede ved gerningsstedet, og på billeder kan man se, at der er smadret en rude i en havedør i det rækkehus, hvor offeret bor, men efterforskningsleder Bjørke Kirkegaard vil hverken be- eller afkræfte, om den maskerede gerningsmand er kommet ind den vej.

En rude er blevet smadret i rækkehuset, hvor den 43-årige kvinde blev overfaldet. Foto. Kenneth Meyer
En rude er blevet smadret i rækkehuset, hvor den 43-årige kvinde blev overfaldet. Foto. Kenneth Meyer
 

- Jeg vil ikke kommentere sagen overhovedet, siger han med henvisning til at grundlovsforhøret blev afholdt bag lukkede døre, og at den sigtede er beskyttet af navneforbud.

- Men vi efterforsker sagen massivt. Det kan du skrive.

Ekstra Bladets fotograf tog også billeder af en cykel, der blev beslaglagt ved den mistænktes bopæl, og ved grundlovsforhøret kom det frem, at der er blevet fundet spor af blod på en cykel. Hvem blodet tilhører, er ved at blive undersøgt.

- Hvornår forventer I at få svar på prøverne af blodet på eksempelvis cyklen?

- Det er forskelligt, hvor lang tid sådan noget tager, men vi gør vores for at haste de ting igennem.

Politiet beslaglagde fredag en cykel. Foto: Kenneth Meyer
Politiet beslaglagde fredag en cykel. Foto: Kenneth Meyer
 

Var i livsfare
Den 43-årige kvinde er, ifølge Ekstra Bladets oplysninger, lærer. Hun har ifølge fængslingskendelsen dannet par med den 40-årige, men hun har gjort det forbi, og det var han ked af.

Efterforskningslederen vil ikke svare på, om offeret er blevet afhørt, eller om hun overhovedet er frisk nok til at gennemføre en afhøring. Hun blev meldt uden for livsfare fredag, men politiet har ikke lagt skjul på, at skaderne er alvorlige. Konkret er manden sigtet for at have tildelt hende økseslag over hele kroppen, hvor hun brækkede flere knogler og fik andre voldsomme skader.

- Der er tale om et usædvanlig brutalt og voldsomt drabsforsøg, hvor den forurettede kvinde har været udsat for omfattende skarp og stump vold og været i livsfare – ligesom hendes 10-årige datter, der var tilstede ved overfaldet, også har været udsat for vold, oplyste Bjørke Kierkegaard i en pressemeddelelse efter grundlovsforhøret.

Leder stadig efter tøj
Politiet efterlyste lørdag en række tøjgenstande, og de er endnu ikke blevet fundet.

- Derfor er vi stadig interesserede i at høre fra folk, der måtte finde noget, siger Bjørne Kierkegaard.

Politiet hører gerne fra folk, der i lokalområdet har fundet mørk beklædning, en sort jakke og en ditto elefanthue samt kondisko. De kan være smidt, forsøgt bortskaffet eller efterladt i skraldespande eller grønne områder, stisystemer, søer eller moser i området omkring Olsbækhave mod Nord – og ned mod strandområdet i østlig retning – de grønne områder omkring Greve idræts center og videre i sydøstlig retning til området omkring Lundemosen og videre ned mod Mosede Strand og Karlslunde Parkvej mod syd

Derudover vil de gerne tale med vidner, der måtte have set, hørt eller oplevet noget mistænkeligt i eller omkring området ved Olsbækhave i Greve natten mellem torsdag og fredag den 10.-11. maj i tidsrummet fra omkring midnat til 04.00. Herunder om nogen skulle have lagt mærke til en person klædt i mørkt tøj – muligt kørende på en cykel.

Midt og Vestsjællands Politi kan kontaktes på 114.

Ekstra Bladet har været i kontakt med familien til den 43-årige kvinde, men de ønsker ikke at udtale sig.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere