Øksemand siger undskyld til sine ofre: - Jeg var dybt psykotisk

Rystende video af økse-overfald på tankstation i Birkerød vist i retten

Den 30-årige efter anholdelsen for økseangrebet. (Video: Kenneth Meyer)

RETTEN I LYNGBY (Ekstra Bladet): En rystende video, hvor et 19-årigt par bliver overfaldet på en Circle K-tankstation i Birkerød af en øksemand, er netop blevet vist i retten i Lyngby, hvor en 30-årig psykisk syg mand er tiltalt for drabsforsøg på det unge par.

Han erkender, at han slog parret ned med øksen, men forklarer i retten, at han gjorde det for at få fat i parrets bil. Han var psykotisk og hørte stemmer og ville have bilen, så han kunne flygte fra 'stemmerne'.

Men den 19-årige mand ville ikke udlevere bilnøglerne,og derfor gik den 30-årige til angreb på ham med øksen, forklarer den 30-årige.

Video-overvågning fra tankstationen viser, at han først slog den 19-årige kvinde ned med øksehug i hovedet inde i butikken.

Den 19-årige mand forsøgte at forsvare hende og fulgte efter øksemanden ud af butikken. Ved siden af parrets bil gik den 30-årige så løs på den 19-årige mand, der fik flænger i hovedet og på ryggen.

Den 19-årige kvinde blev hårdest kvæstet med en gabende flænge på syv centimeter i baghovedet, en flænge i kraniet og flænger på halsen og ryggen.

- Jeg har det forfærdeligt med det
Den 30-årige benægter, at han ville slå parret ihjel, men erkender sig skyldig i grov vold.

- Jeg vil gerne sige undskyld til dem. Jeg håber, de forstår, at jeg var dybt psykotisk. Jeg har det forfærdeligt med det. Det var ikke noget, jeg havde planlagt at gøre mod dem, siger den 30-årige i retten.

Retslægerne vurderer, at han er paranoid skizofren, og under retssagen kræves han dømt til anbringelse på en psykiatrisk afdeling.

Økse-overfaldet, der skete 17. februar sidste år, førte til en to døgn lang menneskejagt på Sjælland. Den 30-årige blev anholdt på en pornoklub i Istedgade, efter at han tidligere på dagen havde røvet Danske Bank i Ringsted.

Den 30-årige blev prøveløsladt 2. februar fra en dom på tre års fængsel for bankrøveri. Efter løsladelsen var han hele tiden bevæbnet med en hammer eller en kniv, fordi han hørte stemmer og var overbevist om, at 'stemmerne' ville slå ham ihjel.

- Jeg var altid bange for, at nogen ville dræbe mig. Jeg var nødt til at have noget til at forsvare mig med, siger han i retten.

Allerede da han sad i fængsel var han psykotisk, forklarer han. Efter løsladelsen flyttede han hjem til sin familie i Birkerød, men han følte også, at familien var farlig for ham.

Fandt økse på genbrugsplads
Han fandt øksen og en taske på en genbrugsplads. Om aftenen 17.februar gik han hen til Circle K tankstationen for at blive fri for 'stemmerne'. Han ville have fat i en bil, så han kunne køre væk fra dem, der forfulgte ham, forklarede han.

Det 19-årige par kom kørende i en bil og gik ind i butikken. På video-overvågningen ses den 30-årige gå rundt udenfor tankstationen, men først har han ikke øksen med. Lidt efter kommer han tilbage med tasken med øksen, som han har hentet i nærheden.

Da parret kommer ud af butikken, truer han dem med øksen og forlanger bilnøglerne. Men parret løber ind i butikken igen forfulgt af øksemanden. Videoen viser, at den 30-årige jagter parret rundt i butikken, inden han slår den 19-årige kvinde i hovedet, så hun falder blødende om på gulvet og holder sig for hovedet.

Den 19-årige mand følger øksemanden med ud af butikken: - Jeg bliver ved med at sige, at han skal give mig nøglerne, men han vil ikke. Ude ved bilen diskuterer øksemanden med den 19-årige, og så går den 30-årige løs på den 19-årige med øksen.

- De var meget bange, næsten lige så bange som mig. Jeg blev ved med at bede om nøglen, men jeg tror, han var for skræmt til at opfatte det. Ellers havde han vel givet mig nøglen, forklarer den 30-årige i retten.

- Det var små hug, ikke store hug, det var ikke nogen, der kunne dræbe, tror jeg, sagde den 30-årige, der fortæller, at øksen var sløv. Han havde slet ikke overvejet, at de unge kunne dø af økseslagene.

- Jeg havde slet ikke overvejet, at nogen skulle dø den aften. Jeg ville bare have fat i bilen, sagde han.

Efter overfaldet smed den 30-årige øksen væk. Den er aldrig fundet. Han gik til Virum, hvor han fandt et tomt hus, der var under renovering og overnattede i huset.

Næste dag røvede han ifølge tiltalen en sølvgrå Hyundai Getz fra en kvinde på Frederikssundsvej. Han kørte til Ringsted, hvor han 19. februar røvede Danske Bank for 63.000 kr., efter at han først havde opgivet et røveri i Nordea.

Han tog til København, hvor han indlogerede sig på et hotel, og afleverede sit pas i receptionen. Det fik hotellet til at alarmere politiet, fordi de 30-årige på det tidspunkt var efterlyst med foto i medierne. Kort efter ringede en ansat på pornoklubben Club 34 i Istedgade og fortalte, at den efterlyste opholdt sig på pornoklubben. Her blev han anholdt af svært bevæbnet politi.

Den 30-årige efter anholdelsen for økseangrebet. Foto: Kenneth Meyer 112 - 24. jan. 2019 - kl. 09:10 Øksemand for syg til fængsel: 19-årigt par hugget ned på tankstation

Den tiltalte 'øksemand' blev anholdt på denne pornoklub i Istedgade. Foto: Kenneth Meyer
Den tiltalte 'øksemand' blev anholdt på denne pornoklub i Istedgade. Foto: Kenneth Meyer
 

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere