Øl-tyve kørte 900 meter med modig ansat på køleren: Jeg er øm i kroppen

Røver kørte 900 meter med op til 100 kilometer i timen med 31-årig på køleren

- Jeg har noget ondt i kroppen. Men ellers er jeg ok. Andre kommentarer har jeg ikke, siger en 31-årig mand, der er ansat i Kiwi Supermarkedet i Smallegade på Frederiksberg.

Fredag aften ved 18.15-tiden forsøgte medarbejderen at stoppe to mænd i 30'erne, som havde været inde og handle i Kiwi og havde en indkøbsvogn fyldt op med rammer med øl, som de tilsyneladende ikke havde tænkt sig at betale, men satte ind i deres bil.

Den 31-årige Kiwi-ansatte forsøgte at stoppe de formodede tyve ved at lægge sig op på køleren af bilen, men det stoppede ikke føreren af bilen.

Hagede sig fast til viduesviskerne
Han satte sig ind i bilen og satte speederen i bund, og kørte afsted med fuld fart - og formentlig på noget af strækningen med helt op til 100 kilometer i timen med den rædselsslagne medarbejder liggende på køleren, hvor han hagede sig fast til viduesviskerne.

Godt 900 meter hang han på køleren, inden han faldt af ved Solbjergvej.

Bilen kørte fra Kiwi Supermarked på Smallegade 14-16 ud ad Smallegade, til højre ned ad Nordre Fasanvej, og umiddelbart derefter drejede den til højre igen ned ad Howitzvej, og kørte i retning ind mod byen. Ved Solbjergvej tæt på Frederiksberg Ret faldt den 31-årige af bilen, som fortsatte med fuld fart uden at stoppe.

Den chokerede mand rejste sig og gik selv tilbage til butikken, fortæller den centrale efterforskningsleder Henrik Vedel til Ekstra Bladet.

Den 31-årige var dog ikke på arbejdet i dag. Og han har ikke lyst til at fortælle offentligheden om sin heltegerning.

- Der er så mange, der kender mig. Det har jeg ikke lyst til, siger han til Ekstra Bladet.

Livsfarligt
Tyveriet i  Kiwi-supermarkedet på Smallegade på Frederiksberg i København udviklede sig fredag aften til et røveri, og røveren kan nu også forvente en sigtelse for at have bragt andres liv i fare.

- Det opstod flere livsfarlige situationer undervejs, siger den centrale efterforskningsleder Henrik Vedel, Københavns Politi til Ritzau.

Se også: Røver flygter i vild fart med ansat på køleren

Ifølge Henrik Vedel gik turen ud ad Smallegade med en fart på 50-80 kilometer i timen og flere farlige situationer, hvor bilen kom over i den modsatte kørebane.

Ved Nordre Fasanvej svingede bilen til højre ad Howitzvej og kørte ind mod byen igen med op til 100 kilometer i timen. Ved Solbjergvej faldt den 31-årige af, og bilen med de to mænd fortsatte flugten.

Søger vidner
Københavns Politi leder nu efter bilen, der er en sort VW Passat stationcar med registreringsnumret AD 55295. Desuden søger politiet efter vidner, der har oplysninger om bilens vilde flugt efter røveriet.

- Vi vil især gerne tale med folk, der har set bilen på Howitzvej, og som kan beskrive farligheden, siger Henrik Vedel.

Ud over oplysningerne om bilen har politiet et signalement af den ene af de to mænd. Der er tale om en mand på omkring 35 år af mellemøstligt eller sydeuropæisk udseende. Han er almindelig af bygning.

Folk, der har oplysninger om sagen, kan henvende sig til Københavns Politi på telefon 114.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere