Offer for afpresning: Blev tæsket og smidt om i bagagerum

Otte mænd, deriblandt flere bandeveteraner, er tiltalt i sag om vold og afpresning for 450.000 kr.

Otte mænd, hvor af flere er bandeveteraner, er tiltalt for at have tæsket, truet, frihedsberøvet og afpresset deres offer i en sag, der starter 4. juni i Retten i Glostrup og kommer til strække sig over seks retsdage.

Alle nægter sig skyldige.

Politiet mener, at mændene i 2019 tidligt om aftenen 3. september og henover natten udsatte offeret for vold og frihedsberøvelse med henblik på at få ham til at betale en 'dummebøde' på 100.000 kr.

Mie Schjøtt-Kristensen, der er sagens anklager, vil ikke komme nærmere ind på, hvad der ligger forud for episoden, men hun oplyser, at nogle at de tiltalte har en relation til offeret.

Bagbundet og truet med kniv
De otte mænd har ifølge anklageskriftet slået deres offer flere gange i hovedet og trampet på ham, hvorefter de smed ham om i bagagerummet på en bil og kørte ham rundt på ukendte adresser i københavnsområdet.

Derefter menes de at have kørt offeret til Frederikssund, hvor de bagbandt ham på et badeværelse og forsatte med at tæske og true ham med en kniv indtil de aftvang ham cirka 450.000 kroner.

Fire af mændene er desuden tiltalt for at have truet offeret med, at de ville voldtage hans mor og slå hans familie ihjel, hvis han gik til politiet.

Mistænkt på fri fod
Anklagemyndigheden går efter fængselsstraf til alle de tiltalte og udvisning til en af dem med et indrejseforbud på seks år. Udover de otte tiltalte er der stadig én mistænkt, som politiet ikke har anholdt endnu.

- Der er ikke kommet nogen nye ting frem i sagen. Der er fortsat otte tiltalte, og så er der udover dem en person nævnt i anklageskriftet, som vi ikke har fundet endnu, siger anklager Mie Schjøtt-Kristensen til Ekstra Bladet.

Der bliver ifølge Mie Schjøtt-Kristensen formentlig afsagt dom i sagen den 26. juni 2019.