Offer for dødsulykke mindes med blomster

Den tragiske dødsulykke på en legeplads i Ballerup får flere til at møde op og lægge blomster ved ulykkesstedet. Politiet efterforsker fortsat årsagen til ulykken

På en legeplads ved Baltorpvej i Ballerup er alt ikke, som det skal være på en legeplads.

Der er nemlig sat et hegn op med politiafspærring, som omkranser legepladsens gyngestativer. Det er her, den tragiske dødsulykke fandt sted lørdag, hvor en 31-årig kvinde mistede livet.

Lægger blomster
Siden søndag formiddag har personer mindet offeret for ulykken ved at lægge blomster ved ulykkesstedet.

En af dem er Vivi Holbæk, som Ekstra Bladet møder på legepladsen, da hun er på vej ned for at lægge sine blomster ved hegnet.

Hun bor lige ved siden af legepladsen, hvor ulykken fandt sted, og hun havde netop set folk bruge området, da hun hørte udrykningen.

- Jeg ryger kun i køkkenet med åbent vindue, og derfra så jeg en masse børn, som rendte og legede. Så gik jeg ind igen, og da var det så, at vi hørte den her kæmpe udrykning.

- Vi så dem lægge tæppet over. Men jeg vidste ikke, om det var børn, for jeg havde lige set børnene lege. Så jeg vidste ikke, om det var børn, som lå der.

 

- Ser du tit børn lege på pladsen?

- De leger meget hernede, når de kommer fra børnehave, skole og hvad de ellers går i.

- Der er jo beskyttet her, så jeg ville da heller ikke være i tvivl om at lade mine børn lege hernede. Man kan jo følge dem hjemmefra, og hvis der er noget, så render man jo bare ned.

- Hvorfor har du valgt at lægge blomster?

- Fordi jeg føler med vedkommende. Det kan jeg ikke lade være med.

- Selvom jeg ikke kender vedkommende, så synes jeg, at for de efterladte... Altså den fødselsdag glemmer vedkommende aldrig. Det må være tragisk. Frygteligt.

 

Legepladsen benyttes
Selvom den tragiske hændelse fandt sted på legepladsen for blot få dage siden, så bliver pladsen alligevel benyttet.

Nogle kommer med blomster, mens andre kommer for at bruge den del af pladsen, som ikke er spærret af.

Mie Rosenkilde er taget ned på pladsen for at hendes lille datter på to år, Lea, kan få lov at lege.

- Vi leger tit hernede. Vi bor lige oppe på tredje sal.

- I er ikke blevet helt skræmt væk?

- Nej. Ikke helt.

- Vil I også bruge gyngerne igen, hvis de kommer op?

- Ja. Hvis de finder ud af fejlen, så tør vi godt at bruge dem. Men jeg vil ikke sætte mig på den.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Søren B. Christiansen er direktør i boligselskabet Baldersbo, som bestyrer den legeplads, hvor ulykken fandt sted. Foto: Rasmus Flindt Pedersen
Søren B. Christiansen er direktør i boligselskabet Baldersbo, som bestyrer den legeplads, hvor ulykken fandt sted. Foto: Rasmus Flindt Pedersen
 

Gyngestativet blev anmeldt før ulykken

Boligselskabet Baldersbo modtog kort før ulykken indtraf en henvendelse fra nogle beboere, som var bange for, at stativet kunne vælte.

- Der er nogle beboere, som har været nede på vores afdelingskontor og fortalt, at gyngestativet bevægede sig. Så tog vores afdelingsinspektør kontakt til firmaet, som har produceret gyngen.

- De sagde, at man skulle tage det helt roligt, for det kunne godt være, at det bevægede sig, men den kunne ikke vælte. Den er lavet til at kunne stå på et fast underlag uden at vælte, siger direktør hos Baldersbo, Søren Christiansen, til Ekstra Bladet.

Politiet efterforsker mandag, hvad årsagen til ulykken var. Derfor er Søren Christiansen endnu heller ikke klar over, hvordan det kunne ske.

- Vi ved ikke, hvad der er årsagen til, at den er væltet endnu. Det må politiets teknikere og arbejdstilsynet få klarlagt. Også i forhold til en ansvarsfordeling, siger direktøren.

Medarbejderes håndtering
Søren Christiansen mener dog ikke, at der er noget, som tyder på, at hans medarbejdere har handlet forkert.

- På baggrund af de informationer, som de får fra legetøjsfirmaet, så foretager de sig ikke yderligere, end at de aftaler, at producenten skal komme forbi og kigge på den. Det skulle de så have gjort i denne uge.

- I forhold til mine medarbejdere, som har håndteret denne sag, så har de fulgt de anvisninger, som dem, der har forstand på legeredskabet, har meldt ud. Så indtil der kommer nogle andre oplysninger på banen, så mener jeg ikke, at der er noget at klandre mine medarbejdere for, fortæller Søren Christiansen.

Der er firmaet Ludus Legeredskaber, som har produceret gyngen, der blev sat op på legepladsen i september sidste år.

Ekstra Bladet har talt med firmaets direktør, Steen Bischoff Møller, som fortæller, at de er dybt ulykkelige over, at ulykken er sket, men at de derudover ikke har nogen kommentarer på nuværende tidspunkt.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere