Offer kørt ihjel: Mand anholdt for drab

En 23-årig mand er blevet anholdt i forbindelse med en forsætlig påkørsel i weekenden

Politiet undersøger det formodede gerningssted på Vestvolden.  Foto: Kenneth Meyer
Politiet undersøger det formodede gerningssted på Vestvolden. Foto: Kenneth Meyer

En 23-årig mand er blevet anholdt i forbindelse med en forsætlig påkørsel af en 24-årig mand i weekenden. Det skete natten til lørdag på et sti-system på Vestvolden nær Frederikssundsvej i Husum.

Den 24-årige afgik efterfølgende ved døden.

Anholdelsen bekræftes af Københavns Politi over for Ekstra Bladet.

- Det er korrekt. Der er tale om en 23-årig mand, der sigtes i sagen. Han fremstilles i dag i grundlovsforhør, siger Knud Hvass, chef for afdelingen for organiseret kriminalitet i Københavns Politi, til Ekstra Bladet.

Politiet undersøger det formodede gerningssted på Vestvolden.  Foto: Kenneth Meyer
Politiet undersøger det formodede gerningssted på Vestvolden. Foto: Kenneth Meyer

Politiet har efterfølgende skrevet på Twitter, at de har sigtet den 23-årige for drab.

Det 24-årige offer blev fundet i en lejlighed på Tinghøjvej i Søborg natten til lørdag. Der blev tilkaldt en ambulance til lejligheden, men det hårdt kvæstede offer døde, før ambulancen nåede frem.

Han er givetvis blevet hjulpet fra stedet på Vestvolden, hvor han blev påkørt til lejligheden i Søborg nogle få kilometer væk.

Andre var til stede i lejligheden, men politiet kunne hurtigt så fast, at de intet havde med påkørslen at gøre.

Banderelationer

Politiet betegner den 23-årige anholdte, som en med relation til bandemiljøet.

Københavns Politi arbejder ud fra en antagelse af, at der er forbindelse mellem påkørslen på Vestvolden og en skudepisode fredag aften på det nærliggende Gadelandet i Husum. Her blev en 22-årig mand ramt af et skud.

Politiet vil kræve den anholdte varetægtsfægset. De vil også under grundlovsforhøret kræve dørene lukkede af hensyn til efterforskningen

Ekstra Bladet følger sagen ...