Offeret græd af lettelse: Mand dømt for søvngænger-sex

En 38-årig canadier med sjælden sexsomnia-lidelse dømt for at have voldtaget sovende kvinde i alkoholisk rus eller i søvne

En nu 38-årig mand med en helt særlig søvngænger-diagnose er mandag blevet kendt skyldig i voldtægt af en ung, sovende kvinde tilbage i 2011. Foto: Shutterstock
En nu 38-årig mand med en helt særlig søvngænger-diagnose er mandag blevet kendt skyldig i voldtægt af en ung, sovende kvinde tilbage i 2011. Foto: Shutterstock

Det kvindelige offer græd af lettelse og uddelte krammere til sine støtter, da den nu 38-årige Ryan Hartman mand her til aften dansk tid blev dømt for at have voldtaget hende efter en fest i den canadiske by Spencerville.

Overgrebet skete tilbage i februar 2011, og retssystemet har ifølge CBC News været næsten syv år og to appel-forløb om at kende manden endegyldigt skyldig. Strafudmålingen kommer senere.

Det særlige er, at sexforbryderen lider af 'sexsomnia'. Den officielt anerkendte diagnose kan oversættes til ufrivillig søvngænger-sex.

På jævnt dansk betyder det, at folk med den sjældne lidelse ubevidst dyrker petting eller gennemfører samlejer i søvne.

Det har Ryan Hartman ikke været sen til at udnytte overfor domstolene. Han har med alle midler forsøgt at føre bevis for, at ikke kun den dengang 23-årige kvinde, men også han selv sov, da overgrebet skete.

Det forklarer efter den nu dømte canadiers mening, at hans erindring om, hvad der skete, er helt blank. Men forsvaret prellede i sidste ende af på distriktsretten i Brockville.

Fuld snarere end søvndrukken
Dommer Kimberley Moore er ifølge nyhedskanalen ottawacitizen.com nået frem til, at Ryan Hartmann var vågen nok til at være juridisk ansvarlig for, hvad han foretog sig den nat i 2011.

Efter hendes mening var han ikke søvndrukken, men snarere stærkt påvirket af alkohol efter at have nedsvælget 14 drinks, da han gennemførte analt samleje med den sovende kvinde.

Ryan Hartman blev første gang stemplet som voldtægtsmand og idømt 14 måneders fængsel i 2012. Det har siden udløst to komplicerede appel-retssager, hvoraf den anklagede tabte den første.

I den næste appel erkendte han, at have haft sex med den sovende kvinde. I stedet fremførte han beviser for sin sexsomnia-diagnose.

Det var nok til at sikre ham udsættelse og en tredje retsproces, som begyndte i april 2017.

Forbryderen var langt væk
Sexforbrydelsen skete efter en privat fest. Forlystelserne sluttede med, at den 23-årige kvinde og hendes forlovede blev hængende hos værten og lagde sig til at sove på hver deres luftmadras.

En tredje festdeltager, som parret ikke kendte i forvejen, overnattede også på en luftmadras. Det var Ryan Hartman.

Kort før parret blev purret op af den unge kvindes mobil-vækkerur næste morgen følte hun smerter i underlivet. Hun kunne konstatere, at hun i nattens løb havde været udsat for ufrivillig analsex.

Kvinden slog ikke alarm i første omgang. På vej væk i bil lagde hun mærke til, at Ryan Hartman sad ved et bord i husets garagere. Han så ud til at være 'langt væk'.

Det nu 30-årige voldtægtsoffer i Spencerville-sagen er beskyttet af navneforbud. Hun har under den langvarige retsproces døjet med depressioner og selvmordstanker og har i perioder kastet sig ud i et betydeligt narkotika- og alkoholmisbrug.

Overfor CBC News oplyser Blair Crew, jura-professor ved University of Ottawa, at dyb søvn har været i spil 13 gange i forbindelse med sexforbrydelser i Canada.

Fem gange er det på det grundlag lykkedes voldtægts-anklagede at klare frisag.

Se også: Hævder at han sov under samleje: Nu er han frikendt for voldtægt af 13-årig

 

 

 

 

 

 

 

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere