Ofre presset ned på skinnerne: Syv unge dømt i sag om grov vold på station

Udsatte unge for vold på s-togs perron - efterlod dem på skinnerne

Det var på perronen ved Taastrup Station, at det grove overfald udspandt sig. Foto: Kenneth Meyer
Det var på perronen ved Taastrup Station, at det grove overfald udspandt sig. Foto: Kenneth Meyer

Syv unge er i dag ved Retten i Glostrup blevet idømt fængsel i en sag om et særdeles groft overfald på Taastrup Station i sommer.

Alle syv tiltalte har indvandrerbaggrund, og to af dem er ligeledes blevet idømt en advarsel om udvisning - det, der tidligere hed betinget udvisning.

Det oplyser Københavns Vestegns Politi i en pressemeddelelse, der fortæller, at de syv er idømt mellem seks og ti måneders fængsel Én af de dømte blev udvist af Danmark med indrejseforbud i seks år.

En 8. ung mand blev frifundet i sagen. De dømte er mellem 16 og 20 år.

Pressemeddelelsen beskriver, hvordan de unge var tiltalt for at have overfaldet to mænd på Taastrup Station den 4. august 2018 kl. ca. 05.30.

Her kom en af de unge i verbal konflikt med de forurettede, hvorefter han ringede efter de andre. Kort efter ankom de øvrige – flere af dem maskeret med trøjer for ansigterne - til perronen og her startede overfaldet.

Volden begyndte på perronen, men de unge pressede de forurettede ned på togskinnerne, hvor volden fortsætter med slag, spark og tramp i hovedet. Volden varede i ca. 3 et halvt minut, indtil at nogen råbte, at der kommer tog, hvorefter de dømte skyndte sig op på perronen.

De efterlod deres voldsofre på banelegemet, men efterfølgende lykkedes det de to mænd at komme op på perronen ved egen hjælp.

En af de forurettede har oplyst i retten, at han har fået varige mén af overfaldet, oplyses det i pressemeddelelsen.

- Der er tale om et meget groft og umotiveret gruppeoverfald, hvor gerningsmændene udviste uhørt hensynsløshed. Dommene følger praksis for voldsstraffe set i lyset af gerningsmændenes unge alder, siger senioranklager Cecilie Swartz Bak.

De unge var også tiltalt for at have bragt de to mænds liv eller førlighed i fare, ved at have efterladt de to mænd på banelegemet, da der kom tog. Men retten valgte at frifinde alle for dette forhold.

En af de unge mænd var samtidig tiltalt for at have truet et vidne i forbindelse med sagen. Den 20-årige mand blev dømt for dette forhold.

To af de dømte er tidligere dømt for vold. Den 20-årige mand der blev udvist, var kort før overfaldet blev løsladt efter afsoning for vold.

To af de dømte ankede på stedet, tre udbad sig betænkning og to af de dømte modtog dommen.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere