Omars barndomsvenner: Det, han har gjort, er rigtigt

– Hvad vil man ikke gøre for sin profet, siger den formodede gerningsmands barndomsvenner fra Mjølnerparken

Her bliver der fjernet blomster fra Omars drabssted (localeyes.dk)

22-årige Omar Abdel Hamid El-Hussein var retfærdig, da han skød og dræbte to mænd og sårede fem politibetjente i weekendens terrorangreb. Sådan siger en gruppe af Omar El-Husseins barndomsvenner fra Mjølnerparken i København, hvor den formodede drabsmand er vokset op.

Se mere video på localeyes.dk.

De var del af den gruppe unge hætteklædte mænd, der i går eftermiddag ryddede alle blomsterne fra det sted på Svanevej, hvor Omar El-Hussein blev dræbt af politiet.

– Det, han har gjort, er rigtigt. Der er mange muslimer, der tager afstand fra det, han har gjort, men det mener vi ikke. Det er ikke noget at græde over, siger Mohammed, da han sammen med en gruppe unge mænd fra området, der kendte Omar El-Hussein, er stimlet sammen i mørket i Mjølnerparken.

Ikke en terrorist

De mener, at det er forkert at kalde Omar El-Hussein for terrorist, for i deres øjne har han blot beskyttet deres religion. Barndomsvennen Mohammed, som er den eneste, der ønsker at stå frem med fornavn, fortæller, at de heller ikke tager afstand fra ham. I stedet hylder de ham.

- Måske det kan sætte en stopper for dem, der tegner. Det viser folk, at de ikke skal krænke profeten, mener en fra gruppen.

- Tegningerne er en fornærmelse mod os. Og så kalder I det ytringsfrihed, siger en anden.

- Men det er jo også ytringsfrihed, når I siger jeres mening?

- Vi krænker ikke nogen, mener Mohammed.

- Omar var en god mand, han kunne ikke finde på at gøre uskyldige mennesker fortræd.

Latterligt at tage afstand

De unge mænd mener ikke nødvendigvis, at Omar El-Husseins ofre selv havde gjort noget forkert, men at man er skyldig i deres øjne, når man møder op til debatmøder med Muhammed-tegnere eller er jøde.

- For jer er han et uhyre, men for os er han en god mand, siger Muhammed, mens de fleste af tilhørerne nikker med.

- Han troede på det, han gjorde, og han havde et formål. Han gjorde det, han troede var rigtigt. Kun han selv ved, hvorfor han gjorde det.

Flere muslimske grupper har siden taget afstand fra angrebene. Så sent som søndag eftermiddag var debattør Zubair Butt Hussain og medlem af Dansk Islamisk Råd Jehad Al-Farr ude og fordømme de voldsomme handlinger og dens forbindelse til religion. Det kalder Omars barndomsvenner for en ’latterlig holdning’.

De mener ikke, at man skal kalde Omar El-Hussein for terrorist. Og hvis man kalder ham psykisk syg, skal man kalde dem alle psykisk syge, fastslår de unge mænd.

Her ligger Omar El-Hussein dræbt

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere