Op mod 50 døde flygtninge i lastbil: Politiet jagter chauffør

De østrigske myndigheder har gjort et hæsligt fund i en lastbil, hvor op mod 50 flygtninge har mistet livet

Politiet jagter stadig den ansvarlige lastbilchauffør (Foto: AP)
Politiet jagter stadig den ansvarlige lastbilchauffør (Foto: AP)

Op mod 50 flygtninge er fundet døde i en lastbil på en A4-motorvejeni den østlige del af Østrig.

Det oplyser den østrigske indenrigsminister.

Lastbilchaufføren er stukket af fra stedet, og politiet har nu indledt en menneskejagt i området, skriver den østrigske avis Kronen Zeitung.

Imens teknikkerne undersøger gerningsstedet, fortæller den norske journalist Roy Freddy Andersen til VG, der er på plads i Østrig.

- Kriminelteknikerne undersøger i øjeblikket bilen for fingeraftryk og tager billeder af den. Imens glider trafikken forbi, men mange nysgerrige stoppe op for at se, hvad der er sket, fortæller Roy Freddy Andersen til VG.

Døde længe
Det østrigske Indenrigsministerium vil foreløbig kun bekræfte, at mellem 20 og 50 er døde, men han kan ikke fortælle noget om dødsårsagen, men ifølge flere østrigske medier er flygtninge døde af iltmangel.

Andre uhyggelige detaljer er også kommet i de østrigske medier, hvor flere østrigske aviser skriver, at ligene har ligget længe lastbilen og så småt var ved at gå i opløsning, fordi lastbilen angiveligt har stået i vejkanten siden onsdag.

- Vi kan på nuværende tidspunkt ikke sige noget om, hvordan flygtningene er døde, men menneskerne har været døde længe, siger politiets repræsentant Hans Peter Doskozil ifølge Kurier.

En sort dag
Lastbilen blev spottet af det østrigske motorvejspoliti kort før 11.30, da betjentene undersøgte bilen, fandt de mange døde flygtninge, skriver avisen Kronen Zeitung.

Køretøjet kørte på ungarske nummerplader, og var angiveligt en kølelastbil med et mindre lad. Den blev fundet på motorvejen ved Parndorf i regionen Neusiedl am See ikke langt fra den ungarske grænse i den østlige del af Østrig.

Indenrigsminister Johanna Mikl-Leitner siger på et pressemøde, at det er menneskesmuglere, der står bag, og at de nu viser sig "i Østrig i al deres hæslighed" og beskriver det som en 'sort dag' i Østrigs historie.

De døde flygtninge er fundet, samtidig med at EU og repræsentanter for landene på Balkan torsdag mødes i Wien for at drøfte, hvordan man i fællesskab skal håndtere den største flygtningetilstrømning til Europa siden Anden Verdenskrig.