Opdagede sin stjålne cykel til salg: Så udtænkte ejeren en snedig plan

21-årig mand troede, at han skulle sælge en cykel til en interesseret køber. I stedet ventede politiet på manden

En 21-årig mand er blevet sigtet for cyjkeltyveri og for at have forsøgt at sælge den stjålne cykel. Arkivfoto: Peter Hove Olesen
En 21-årig mand er blevet sigtet for cyjkeltyveri og for at have forsøgt at sælge den stjålne cykel. Arkivfoto: Peter Hove Olesen

En 21-årig mand fra Store-Heddinge på Stevns er blevet sigtet for cykeltyveri og for at have forsøgt at sælge den, efter at han torsdag havde noget vanskeligt ved at forklare, hvordan han var kommet i besiddelse af en flot herrecykel.

Det er Midt- og Vestsjællands Politis opfattelse, at manden har stjålet cyklen i mandags, hvor den holdt parkeret ved Ølby Station.

Men selve efterforskningen kan politiet ikke tage æren af. Det meste er gjort af cyklens ejer - en 26-årig mand fra Køge, skriver politiet i sin døgnrapport.

Det var torsdag aften, at politiet blev kontaktet af den 26-årige, som mente, at han nu havde opklaret den forbrydelse, som han selv var blevet udsat for.

Manden nævnte i telefonen, at han 2. pinsedag havde fået stjålet sin cykel fra cykelparkeringen ved Ølby Station. Han kunne også fortælle, at han siden havde set sin egen cykel sat til salg på et online-medie.

Fordi han ikke var helt sikker på, at det nu også var hans egen cykel, som var sat til salg, så havde han valgt at reagere på annoncen. Den 26-årige aftalte med den formodede tyv at mødes. Og han gav tyven den opfattelse, at han lige ville se cyklen i virkeligheden, inden han besluttede, om han ville købe den.

Da den 26-årige kontaktede politiet, gav han udtryk for, at han også gerne så, at politiet var til stede, når mødet skulle finde sted. Derfor holdt en patruljevogn klar ved Køge S-station på det tidspunkt, hvor de to havde aftalt, at handlen skulle finde sted.

Det viste sig, at det var den 26-åriges cykel. Og den unge mand havde da heller ikke nogen god undskyldning for, hvorfor han pludselig stod med en fremmed mands cykel.

Den 21-årige blev derfor sigtet for cykeltyveri, mens cykelejeren fik sin cykel tilbage uden at måtte til lommerne endnu en gang.

Ifølge Midt- og Vestsjællands Politi kan cykeltyven forvente et strafferetsligt efterspil, idet der ikke alene er tale om brugstyveri, men også om forsøg på salg af hælervarer.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere