'Operation Bumle' afslører professionelle tyverier af dyre biler

To mænd tiltalt for 14 biltyverier og flere forsøg. Retssagen starter mandag

Blandt de 14 stjålne biler var en Porsche Cayenne årgang 2007. Foto: Wolfram Kastl/AP
Blandt de 14 stjålne biler var en Porsche Cayenne årgang 2007. Foto: Wolfram Kastl/AP

Ved du noget?

Tip os på sms 1224 (alm. SMS-takst), eller send en mail til 1224@eb.dk. Du kan også vælge at udfylde formularen herunder.

'Operation Bumle' har politiet kaldt opklaringen af en serie professionelle tyverier af dyre biler, der er blevet stjålet fra bilforhandlere på Sjælland og fra private ejere.

To danske mænd stilles mandag for Retten i Lyngby, hvor de er tiltalt for tyverier af særlig grov karakter. De nægter sig skyldige.

Sagen omfatter tyverier af 14 biler som Porsche, Volvo, Audi, BMW, Mercedes og Saab og flere mislykkede forsøg på tyverier.

Den samlede værdi af bilerne, der ofte havde nogle år på asfalten bag sig, er langt over 3,4 millioner kr.

De fleste stjålne biler er fundet af politiet igen, men ikke alle, og en af de stjålne biler var overdraget til en ny 'ejer'.

Så politiet mener, at biltyverierne ikke blot var 'brugstyverier', hvor de tiltalte kørte rundt i dem, men meningen var at tilegne sig bilerne. De to mænd er også tiltalt for en række tyverier af nummerplader, som blev benyttet på de stjålne biler.

Tyverier var ifølge tiltalen 'led i et større antal forbrydelser af organiseret karakter'.

Stjålet med rette nøgle
Det er politiets Særlig Efterforskning øst, der har efterforsket sagen, fordi biltyverierne er sket i flere politikredse på Sjælland.

Flere tyverier er sket med rette nøgle, som det er lykkedes tyvene at få fingrene i blandt andet på værksteder.

Anklageskriftet beskriver for eksempel et mislykket forsøg på tyveri af en Mercedes Cabriolet 500, hvor mændene henvendte sig til en medarbejder hos en bilforhandler i Lyngby.

Den ene afledte den ansattes opmærksomhed, mens den anden fiskede nøglen fra et pengeskab og låste bilen op. Men den ansatte fik mistanke og forhindrede tyveriet.

I et andet tilfælde forsøgte den ene af de tiltalte at stjæle en Mazda 6 på Vølundsvej i Hillerød, men blev stoppet af et vidne og anholdt af politiet.

Anklageskriftet mod de to tiltalte omfatter 33 forhold, herunder også kørsel i påvirket tilstand og kørsel uden kørekort. Begge mænd er tidligere straffet for brugstyverier af biler.

Retten i Lyngby har afsat seks retsdage til den omfattende sag.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere