Opgang evakueret efter fund af mistænkelig genstand

Ammunitionsrydningstjenesten er tilkaldt til mistænkelig genstand

Se video fra området her (Kenneth Meyer)

Et fund af en mistænkelig genstand har mandag morgen ført til, at en opgang i en etageejendom er blevet evakueret på Ådalsparkvej i Hørsholm.

Det oplyser Nordsjællands Politi til Ekstra Bladet.

- Der er fundet en lille pakke, som vi ikke ved, hvad er, siger Palle Jørgensen, vagtchef ved Nordsjællands Politi, til Ekstra Bladet.

Politiet har derfor tilkaldt Ammunitionsrydningstjenesten (EOD), som skal se nærmere på pakken, for at klarlægge, hvorvidt der er tale om en farlig genstand.

Politiet blev alarmeret om fundet af genstanden lidt efter klokken seks mandag morgen. Alle syv etager i opgangen er blevet evakueret.

Derudover er Ådalsparkvej afspærret, mens politiet arbejder på stedet.

Ekstra Bladets mand på stedet fortæller omkring 9.30, at Ammunitionsrydningstjenesten er i færd med at arbejde på stedet.

Foto: Kenneth Meyer
Foto: Kenneth Meyer

De har siden arbejdet færdig på stedet, og ifølge Nordsjællands Politi blev afspærringen ophævet klokken 10.15. Der blev ikke fundet noget kriminelt ved genstanden.

Politiet ønsker dog ikke at komme nærmere ind på, hvad der gav anledning til afspærringen.

- Vi fik en konkret anmeldelse, men hvad den gik ud på, kan vi ikke kommentere på nuværende tidspunkt, siger vagtchefen.

Han fortæller, at den senere efterforskning vil vise, hvorvidt der skal rejses sigtelser for noget kriminelt i forbindelse med den mistænkelige genstand.

Beboerne i bygningen, som blev evakueret, har kunnet vende tilbage til deres lejligheder efter afspærringen blev ophævet.