Oprør i fransk by: Hævner overfald på 16-årig

Voldsomme scener udspiller sig i den franske by Dijon, hvor en større gruppe mænd skyder med automatvåben

Videoer fra øjenvidner i Dijon viser hvordan der blandt andet bliver brugt fuldautomatiske våben under urolighederne. Video: Privat/Twitter

Det franske politi har mandag aften sendt flere tropper til den østlige del af den franske by Dijon, hvor en større gruppe af personer skaber kaos med automatvåben og baseballbats.

Urolighederne begyndte i weekenden og skyldes ifølge politiet et overfald på en 16-årig tjetjensk dreng.

Politiet ser de nuværende uroligheder, der ledes af det tjetjenske samfund i byen, som en hævnaktion for overfaldet på drengen.

Siden overfaldet har grupper fra det tjetjenske samfund i byen være ude på såkaldte 'strafangreb' mod lokale borgere.

Overfaldet af pushere
Den 16-årige blev angiveligt overfaldet af lokale pushere 10. juni.

Byens borgmester, Francois Rebsamen, har til nyhedsbureauet AFP kaldt overfaldet for 'uacceptabelt og uden fortilfælde'.

Seks personer er såret på tre forskellige aftener, siden oprørene begyndte fredag aften.

50 tjetjenere angreb lørdag aften et uroplaget område i bydelen Gresilles, og her blev en mand, der ejer et lokalt pizzeria, hårdt såret efter at være blevet ramt af skud.

Søndag skabte omkring 200 tjetjenere igen problemer med voldelig adfærd i Gresilles.

Skyder mod overvågningskameraer
Mandag aften er den igen gal. Flere videoer fra øjenvidner i Dijon viser, hvordan flere tjetjenere affyrer skudsalver og vifter rundt med skydevåben og baseballbats.

En video viser to mænd, der angiveligt skyder efter nogle overvågningskamerer på gaden med automatvåben.