Ormemiddel og eksem-fjerner: Derfor dræber stoffer

Natten til lørdag mistede 18-årige Laura livet, efter hun havde indtaget stoffer. Nu fortæller Sundhedsstyrelsen om den livsfarlige cocktail, stofferne i Danmark består af

Laura Terkelsens forældre er knuste over tabet af deres datter. Video: Claus Jessen

Natten til lørdag mistede 18-årige Laura Terkelsen livet, efter hun formentlig havde taget en eller flere ecstasy-piller ved en fest i Bramming fredag aften.

Efter den unge pige var gået i seng, begyndte hun pludseligt at skrige og sparke ukontrolleret rundt.

Få timer senere døde hun på hospitalet.

I mandagens udgave af Ekstra Bladet står det knuste forældrepar frem og fortæller, at lægerne på Sydvestjysk Sygehus har oplyst dem, at der formentlig har været rottegift i de piller, Laura har taget.

Laura ringede til sin lillesøster Nikoline få timer før hun gled over i bevidstløsheden. Vi ses i morgen, var det sidste hun sagde. Privatfoto.
Laura ringede til sin lillesøster Nikoline få timer før hun gled over i bevidstløsheden. Vi ses i morgen, var det sidste hun sagde. Privatfoto.
 

Aldrig fundet rottegift
Men det stiller chefkonsulent i Sundhedsstyrelsen, Kari Grasaasen, spørgsmålstegn ved.

Hun står i spidsen for Sundhedsstyrelsens overvågning af den illegale narkotikum, der handles i Danmark.

Her har man aldrig konstateret, at der var blandet rottegift i narko beslaglagt på danske gader og stræder, siden man systematisk begyndte at overvåge stofferne i 1995.

- Vi har aldrig set rottegift i ecstasypiller eller –pulver – eller i andre illegale stoffer. Men vi finder mange tilsætningsstoffer, når vi analysere stoffer fra gadeplan, lyder det fra Kari Grasaasen, der ikke vil kommentere den konkrete sag, før en endelig erklæring fra obduktion og retskemi foreligger.

Der vil også blive indsendt tabletter fra festen i Bramming til analyse, men det er ikke sikkert der er sammenhæng mellem de tabletter som pigen har taget og de øvrige.

Dødbringende cocktail
Af Sundhedsstyrelsens rapport om 'Narkotikasituationen i Danmark 2016', fremgår det at stofferne på det danske marked i høj grad er fortyndet og blandet op med en lang række andre tilsætningsstoffer.

Tilsætningsstoffer der tæller alt fra ormemidlet 'Levamisol' til lægemidler til behandling af lidelser som eksem og forstyrrelser i hjerterytmen.

- Det er ikke til at vide hvad der er i stofferne. Stofferne er ofte urene, har både høje og lave koncentrationer og forskellige stofsammensætninger, og det øger alt sammen risikoen for at komme til skade, siger Kari Grasaasen.

Typisk er det dog ikke tilsætningsstofferne, der slår folk ihjel, men netop kombinationen af flere typer narkotika i samme stof og ikke mindst uvidenheden om, hvor stor koncentrationen af det aktive stof er.

- Ved narkorelaterede dødsfald påvises mellem fire og fem stoffer i gennemsnit, så det er tale om et blandingsbrug, hos dem, der dør. Det skyldes ikke altid, at de har taget flere forskellige stoffer, men at de tabletter eller det pulver, de har taget kan have indeholdt en blanding af flere forskellige aktive stoffer.

- Tilsætningstofferne får først en stor effekt, hvis man bruger stofferne over længere tid. Eksempelvis kan levamisol påvirke immunforsvaret negativt, men det er først en effekt man ser efter længerevarende brug, siger Kari Grassasen.

Ifølge Rigspolitiets seneste opgørelse over narkorelaterede dødsfald offentliggjort i november 2016, døde der 245 personer efter indtagelse af stoffer i 2015.

Medicinbombe
Generelt er stoffet med den største mængde af tilsætningsstoffer kokain, der blandes op med alt fra ormemiddel til smertestillende og koffein, mens amfetamin og hvid heroin i højere grad blandes op med koffein og kreatin.

Anderledes står det til med MDMA eller ecstasy. Her tilsættes sjældent andre medicamenter. Til gengæld viser Sundhedsstyrelsens data, at stoffet ofte er blandet op med sukker og andre typer euforiserende stoffer som amfetamin.

I kølvandet på Laura Terkelsens tragiske dødsfald har Syd- og Sønderjyllands Politi udsendt en advarsel om farlige stoffer i omløb.

Det forventes først, at der foreligger svar på obduktionen af den 18-årige pige samt de kemiske prøver af pillerne fra lejligheden i løbet af nogle uger.

Grafikken er fjernet på grund af opdateringer på sitet.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere