Otte anholdt i aktion rettet mod rockermiljøet

Syv fremstilles i grundlovsforhør i sag, hvor de sigtes for våben og narko

Ved du noget om sagen, så tip so på sms(/mms 1224 (alm. takst) eller send mail til 1224@eb.dk

Politiet har i dag gennemført en aktion rettet mod personer med tilknytning til rocker- og bandemiljøet.

Otte personer blev anholdt i forskellige byer i Jylland, og en række adresser blev ransaget. Under ransagningerne blev der både fundet narko og våben, oplyser Brian Olsen, politiinspektør.

Det er politiets afdeling Særlig Efterforskning Vest, der i samarbejde med lokale politikredse, har gennemført aktionen.

I Aalborg fik Særlig Efterforskning Vest assistance af Nordjyllands Politi. Derudover slog politiet til i Nr. Sundby, Brønderslev, Malling, Tranbjerg, Horsens og Rødekro.

 - De anholdte sigtes for i forening at handlet med en større mængde hård narkotika.  Handlen er sket med base i Aalborg. Aktionen i dag er et led i vores målrettede indsats mod rocker-bandekriminalitet, siger politiinspektør Brian Olsen, der er leder af Særlig Efterforskning Vest.

Syv af de anholdte fremstilles i grundlovsforhør i Retten i Aarhus i morgen. Det drejer sig om seks mænd og en kvinde i alderen 26-37 år. Grundlovsforhøret begynder onsdag morgen kl. 9.00.  Anklagemyndigheden vil anmode om lukkede døre.

 Af hensyn til den videre efterforskning ønsker Særlig Efterforskning Vest ikke at oplyse yderligere om aktionen og baggrunden for den.

I følge Ekstra Bladets oplysninger har de anholdte tilknytning til Satudarah, men det vil Brian Olsen ikke kommentere.