Otte børn stukket ned på første skoledag i Kina

En 40-årig mand er anholdt efter et blodigt angreb på en skole i det centrale Kina

Første skoledag startede brutalt ud på en folkeskole i Baiyangping i Kina, da en gerningsmand bevæbnet med en kniv mandag gik til angreb.

Otte børn blev dræbt og flere såret, oplyser politiet i Hubei-provinsen. Det skriver South China Morning Post.

Den formodede gerningsmand, en 40-årig mand, blev anholdt på stedet.

De sårede skolelever er indlagt på Enshi Central Hospitalet, hvor de modtager behandling, fortæller en talsmand for hospitalet. Derudover modtager ansatte og elever på skolen krisehjælp efter det blodige angreb.

Det er langtfra første gang, at skolebørn bliver angrebet i Kina.

I januar angreb en mand i Beijing adskillige elever med en hammer. Her blev 20 såret.

Få måneder senere - i april - blev ni personer dræbt, da en tidligere elev gik til angreb på en skole i den nordvestlige Shaanxi-provins. Gerningsmanden var tidligere blevet mobbet i skolen og ønskede hævn, fortalte han efterfølgende.

 

 

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere