Otte er døde og hundredvis forgiftet af vin i Filippinerne

Hundredvis er blevet indlagt på hospitalet med forgiftning, efter at de har drukket den samme type kokosvin.

Otte personer er omkommet i Filippinerne, efter at have drukket en type kokosvin.

Det oplyser det lokale myndigheder mandag.

Myndighederne frygter, at vinen har indeholdt en giftig koncentration af metanol.

Hundredvis er blevet indlagt på hospitalet med forgiftning, efter at de har drukket den samme type vin.

Ni af de indlagte er i kritisk tilstand. Det oplyser Jose Jonas Del Rosario, der er talsmand for hospitalet i landets hovedstad, Manila.

- Vi har bedt mange af vores læger, der var på juleferie, om at komme tilbage på arbejde for at tage sig af patienterne, siger han.

Han fortæller, at behovet for at behandle det store antal mennesker, der kom ind på hospitalet med symptomer på forgiftning, har medført, at andre patienter er blevet afvist.

I alt er 300 patienter indlagt med symptomer på forgiftning. De har alle drukket vin fra det samme mærke, som er blevet købt i området, oplyser politiet.

Den lokale regering har øjeblikkeligt indført forbud mod salg af den alkoholiske drik, som ellers er meget efterspurgt over julen i Filippinerne.

En stor del af produktionen af kokosvinen, som bliver solgt på markeder landet over, bliver produceret af lokale i deres private baghaver og baggårde.

Regeringen har tidligere advaret mod salget af uregulerede alkoholiske drikke.

Jose Jonas Del Rosario oplyser, at et af biprodukterne ved fermenteringen af kokosvin er metanol, som kan forårsage blindhed og i værste fald døden.

Nogle producenter lader metanol forblive i drikken, da det øger mængden af vinen, og dermed kan øge indtjeningen.

Sidste år døde flere end ti personer, efter at have drukket kokosvin i Filippinerne. Myndighederne fandt efterfølgende høje koncentrationer af metanol i prøver af vinen.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere