Otte er dræbt i skoleskyderi i Texas

Der er otte dødsofre ved skoleskyderiet i Santa Fe i Texas, oplyser politikilder til amerikanske medier

Video fra situationen omkring skolen. Video: AP

Otte mennesker er dræbt i forbindelse med et skoleskyderi fredag på Santa Fe High School i Texas. Det siger kilder i politiet ifølge tv-stationen ABC13.

Unavngivne kilder i politiet siger til avisen Houston Chronicle og tv-stationen CNN, at der er flere omkomne, men uden at sætte et præcist tal på.

Den lokale tv-station KHOU citerer ligeledes kilder inden for politiet og andre lokale myndigheder for at sige, at der er dræbte som følge af skyderiet.

Den lokale politichef i Harris county, Ed Gonzalez, oplyser ifølge flere medier, at en betjent er såret.

Følg Ekstra Bladets live-dækning af situationen her.Kort forinden havde Santa Fe Independent School District i en meddelelse på Facebook skrevet, at flere mennesker var såret under skyderiet.

Skoledistriktet har ikke oplyst, hvor mange der er såret, eller hvor alvorligt det er.

En læge oplyser til ABC13, at tre patienter ligger på operationsbordet på et lokalt sygehus. Et af skudofrene er under 18 år, tilføjer han.

Den formodede gerningsmand er anholdt, siger skolens viceinspektør, som ikke umiddelbart har oplysninger om eventuelle sårede. Det skriver nyhedsbureauet AP.

Den anholdte er en af skolens elever, siger unavngivne kilder i politiet til den lokale tv-station KTRK.

En elev på skolen oplyste tidligere til KTRK, at hun så gerningsmanden skyde en pige i foden. Oplysningen er ikke bekræftet fra myndighedernes side.

Et andet øjenvidne tilføjer, at brandalarmen gik i gang på skolen omkring klokken 7.45 lokal tid, og at eleverne så forlod deres klasseværelser.

Hun siger til tv-stationen, at flere elever mener at have hørt lyden af skud.

Skyderiet udløste en fuld såkaldt lockdown ved Santa Fe High School. Tv-billeder viser et stort opbud af politi og redningsmandskab ved skolen.

Skoleskyderiet i Santa Fe "ser ikke godt ud", skriver præsident Donald Trump på Twitter.

- Gud velsigne alle, lyder det fra præsidenten.

Følg Ekstra Bladets live-dækning af situationen her.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere