Otte unge mænd kræves fængslet for skudduel i Field's

Politiet kræver otte mænd varetægtsfængslet for hævnopgør med skyde- og stikvåben i indkøbscenter

Her kan du se video fra stedet (video: Linda Johansen og Kenneth Meyer)

Efter det vanvittige bandeopgør i indkøbscenteret Field's i København kræver politiet otte personer varetægtsfængslet for drabsforsøg.

Det oplyser senioranklager Erik Hjelm, der er anklager i sagerne i Dommervagten i København, til Ekstra Bladet.

De otte personer fremstilles i to grupper af henholdsvis fem og tre, hvoraf en af personerne fra gruppen på tre fremstilles in absentia, da han fortsat er indlagt på sygehuset.

To af de sigtede er henholdsvis 25 og 26 år, mens resten af de sigtede tæller en på 17 år samt to på 19 og to på 20 år.

Gik målrettet efter to
De fem ældste i opgøret er sigtet for i forening at ville dræbe den 17-årige og den ene af de 19-årige med et hidtil ukendt antal skud. Af de to er det den 17-årige, der fortsat er indlagt på sygehuset efter at være blevet skudt i ryggen.

Den 20-årige, der blev fremstillet først, nægter sig skyldig, men han ønskede at afgive forklaring i grundlovsforhøret, oplyser hans forsvarer Mikael Bernhoft.

Inden den 20-åriges forklaring krævede Erik Hjelm dog, at dørene til retsmødet blev lukket.

Ekstra Bladet protesterede mod dørlukningen, men dommer Lone Molsted valgte at lukke dørene med den begrundelse, at efterforskningen fortsat er på 'et indledende stadie, og at det er vigtigere end offentlighedens interesse'.

De tre unge på 17, 19 og 19 vil blive fremstillet umiddelbart efter, at der er afsagt kendelse om eventuel varetægtsfængsling mod de fem andre sigtede.

Regulær skudduel
Politiet mener, at der fandt en regulær skudduel sted i parkeringskælderen under Field's, efter at de to bandegrupperinger først var stødt sammen i selve indkøbscenteret, hvor der opstod tumult og knivstikkeri.

I p-kælderens familieafsnit blev der affyret skud med mindst to håndvåben, og politiet mener, at de to grupperinger skød mod hinanden foran øjnene af flere sagesløse kunder, der var stærkt chokerede. Politiet har fundet det ene skydevåben, der var smidt i Field's.

En 17-årig mand blev skudt i ryggen, mens en 18-årig fik et skud i armen. Efter en operation i går på Rigshospitalets traumecenter er den 17-åriges tilstand stabil.

En af de anholdte i forbindelse med skyderiet føres væk. (Foto: LocalEyes)

Foto: Kenneth Meyer 112 - 18. mar. 2015 - kl. 13:21 Øjenvidne til skyderi: Der lå en masse blod

Lau Thygesen, chef for afdelingen for Organiseret Kriminalitet, bekræfter, at flere af de anholdte har bande-relationer. De to grupperinger har tidligere haft 'sammenstød'.

Politiet mener, at opgøret var planlagt. Både vidneforklaringer og videoovervågning viser, at de unge, som er af anden etnisk oprindelse end dansk, var forberedte med både maskering og våben.

Vanvittigt og uacceptabelt
- Det var ikke et tilfældigt møde i Field’s. De kom meget målrettet og med våben. Den ene gruppe vidste, den anden var der. Det er fuldstændig vanvittigt og uacceptabelt, at de vælger en 'scene' som Field's, hvor der er så mange tilfældige mennesker, sagde Lau Thygesen tidligere.

Field's er spækket med overvågningskameraer, og derfor er efterforskningen blevet hjulpet godt på vej. Politiet leder efter mindst endnu en mand, der deltog i opgøret. Politiet anholdt ni på stedet, men tre blev hurtigt løsladt, mens seks unge i alderen 19 til 26 år menes involveret i opgøret ud over de sårede. Flere af dem har relationer til bander, mener politiet.

Foto: Kenneth Meyer
Foto: Kenneth Meyer

(Foto: Finn Frandsen) 112 - 18. mar. 2015 - kl. 16:08 To såret i shopping-center: Hævn for tidligere opgør

Politiet har en teori om, hvad der er baggrunden for skyderiet, men vil ikke oplyse nærmere om det endnu.

De to skudsårede har hele natten været under bevogtning på Rigshospitalet og Hvidovre Hospital, fordi politiet overvejer, om de sårede også skal sigtes for drabsforsøg.

De mange vidneforklaringer til opgøret i Field's og videoovervågning kan kort stykkes sammen til, at en gruppe kommer til indkøbscentret i bil og derefter går på 'jagt' efter den anden gruppe.

Flere var maskerede og mindst en var bevæbnet med en stor kniv i bæltet på maven. En anden stjal en steakkniv i en restaurant, og under et skænderi i indkøbscentret blev en stukket med kniv, men den preller af på hans skudsikre vest.

Medarbejder i Field's-butikken ReTreat Christian Schultz bevidnede de indledende optrin til skudduellen. (Foto: Linda Johansen)

Så flygter den ene gruppe via rulletrapperne ned til p-kælderen forfulgt af den anden gruppe, og hér bliver der trukket skydevåben og skudt frem og tilbage foran øjnene af sagesløse kunder.

De to grupper bestod af samlet otte-10 personer, mener politiet.

1 af 2 Foto: Kenneth Meyer
2 af 2 En mand er blevet tilbageholdt efter skyderiet i Field's. Et vidne fortalte, at denne mand bar skudsikker vest. Læserfoto

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere