Otte unge tiltalt: Ofre trampet i hovedet på s-togsskinner

Otte unge mænd på mellem 16-20 år er tiltalt for grov vold. Ifølge anklageskriftet trampede de to ofre i hovedet, mens de lå hjælpeløse på s-togsskinner

Overfaldet foregik på Taastrup Station 4. august i år. Foto: Kenneth Meyer
Overfaldet foregik på Taastrup Station 4. august i år. Foto: Kenneth Meyer

Ved du noget om sagen, så tip os på sms/mms 1224 (alm. takst) eller skriv mail til 1224@eb.dk

Efter flere tramp, spark og slag i ansigtet endte to ofre med at ligge efterladt og hjælpeløse på s-togsskinner ude af stand til at bevæge sig.

Nu er otte unge mænd på mellem 16 og 20 år tiltalt for overfaldet. De syv af dem har været varetægtsfængslet siden overfaldet i starten af august.

Overfaldet foregik 4. august i år klokken cirka 05.30 på perronen på Taastrup Station, hvor en af de formodede gerningsmænd, ifølge anklageskriftet, talte med de to ofre og ringede efter flere af de formodede gerningsmænd.

Mens han ventede på de øvrige gerningsmænd, slog og sparkede han ifølge anklageskriftet begge ofre flere gange.

Trampet i hovedet
Kort efter opkaldet kom de resterende gerningsmænd løbende til Taastrup Station og begyndte at deltage i det voldelige overfald.

Se også: Syv fængslet i sag om groft overfald: Ofre jaget ned på togspor

Der blev uddelt slag og spark, hvorefter en af de nytilkomne ifølge anklageskriftet pressede de to ofre ned på togskinnerne. Her trampede de otte mænd på skift de to ofre flere gange i hovedet, mens de lå ned.

Et af ofrene fik derudover nikket en skalle og fik et knæ i hovedet flere gange. Det andet offer blev taget fat ved halsgreb og trukket bagover på togskinnerne, hvorefter en af gerningsmændende slap ham og kvitterede med at sparke og trampe ham i hovedet igen.

Efterladt på skinnerne
Da de otte gerningsmænd ifølge anklageskriftet tror, at et S-tog er på vej, springer de selv op på perronen og efterlader de to ofre på togskinnerne. 'Uagtet at ofrene på grund af den forudgående vold er ude af stand til selv at komme væk fra skinnerne', fremgår det af anklageskriftet.

De otte mænd er udover at være tiltalt  for trusler og grov vold også tiltalt for at overtræde straffelovens paragraf 252 ved at forvolde nærliggende fare for ofrenes liv.

Retsagen starter i Retten i Glostrup 15. november i år.

Ved du noget om sagen, så tip os på sms/mms 1224 (alm. takst) eller skriv mail til 1224@eb.dk

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere