Over 10.000 polititimer er brugt på at bevogte bandesag

Domfældte hvæser mod hinanden under sidste retsmøde i Retten i Roskilde.

En nævningesag i Roskilde mod mænd fra bandemiljøet har kostet store ressourcer at afvikle.

Alene i bevogtning og transport i forbindelse med retsmøderne har der været brugt mindst 10.000 politi-timer, kan det forsigtigt anslås.

Op mod 40 betjente har været i sving ved hvert eneste retsmøde. I alt har Retten i Roskilde afviklet 34 retsmøder fra oktober sidste år til torsdag.

De tiltalte har hver været omgivet af to betjente i retslokalet. Flere gange har der været uro. På den første dag råbte en af de tiltalte "Fuck dig!" til retsformanden, fordi man ikke måtte ryge i pauserne.

Også på den sidste dag høres vrede udbrud. Her er to af de dømte i en konfrontation.

- Vi tager den mand mod mand! Fucking danskersvin, hvæser en 25-årig mand til en jævnaldrende.

Sidstnævnte tripper uroligt på stedet, som om han vil gå fysisk til angreb, og må tales af ro af sin forsvarer.

Med dommen har de to anklagere - specialanklager Anja Lund Liin og senioranklager Randi Tvile - fået medhold i, at 13 af de 14 tiltalte har begået forskellige former for grov kriminalitet.

Grov afpresning, farlig vold, skydevåben, narkohandel og indbrud er beskrevet i det omfattende anklageskrift. Nogle våben skulle bruges i forbindelse med en konflikt med banden Brothas, har retten slået fast.

Blandt de dømte er en såkaldt vicepræsident fra Loyal To Familia samt to mænd, der har haft titel af krigsminister i banden.

- At tage kampen mod bandemiljøet koster, siger Anja Lund Liin.

- Det er dyrt, men resultatet står mål med ressourceforbruget, tilføjer Randi Tvile.

Hvad har læren af sagen været?

- Den er blandt andet, at selv om nogle forurettede og vidner ikke har været særligt samarbejdsvillige - og med god grund - er det alligevel med god efterforskning lykkedes at male et billede af kriminaliteten, som retten er blevet overbevist af, siger Randi Tvile.

I alt er der idømt fængselsstraf på 59 år og 10 dage. Ni af dømte har anket til landsretten. Fire har modtaget deres domme.

Skærm

Hent flere
Hent flere