Overfaldt kvindelig hundelufter med kniv

Politiet efterlyser en mand, der forsøgte at røve en rottweiler fra kvinden, men selv blev bidt kraftigt i benet

Politiets kort over gerningsstedet i Ishøj, og hvor manden også blev set. Foto: Politiet.
Politiets kort over gerningsstedet i Ishøj, og hvor manden også blev set. Foto: Politiet.

Et noget underligt forsøg på et røveri har udspillet sig i Ishøj, hvor en kvindelig hundelufter blev overfaldet af en mand med en køkkenkniv.

Manden forsøgte at fravriste kvinden hendes hund, en rottweiler, og det endte i en form for tumult, hvor kvinden fik nogle snitsår, siger politikommissær Andreas Mollerup fra Københavns Vestegns Politi til Ekstra Bladet.

Gerningsmanden var ifølge kvinden bevæbnet med en køkkenkniv, men det lykkedes ham ikke at få fat i hunden, som derimod bed ham kraftigt i det ene lår, hvorefter han forsvandt haltende.

Efter beskrivelsen fra kvinden var biddet så kraftigt, at politiet vurderer, at han må have haltet i en tid efter.

Overfaldet skete på Ishøjstien ud for Baldershøj 24 i Ishøj tilbage til fredag 15. marts klokken 19. Politiet søger nu vidner i sagen eller beder om oplysninger om folk, der kan kende til gerningsmanden.

- Hvorfor bringer I først sagen frem nu?

- Vi har efterforsket sagen og ville først undersøge nogle spor, siger politikommissæren, der mener at en offentlig omtale sagtens kan give politiet noget at arbejde videre med på trods af tiden, der er gået. Ikke mindst på grund af biddet i gerningsmandens ben. Nogen kan have bemærket ham eller kender til ham og husker bidsåret i hans ben.

For to et halvt år siden blev en anden kvindelig hundelufter overfaldet i Herlev. Kvinden, den 32-årige Louise Borglit, luftede en golden retriever i Elverparken fredag 4. november 2016 ved 19-tiden en regnfuld aften og blev fundet stukket ned og dræbt. Drabet er uopklaret.

- Sagen fra Ishøj kan bringe tanker om den anden sag fra Herlev? 

- Den tanke kan jeg godt forstå. Det tyder ikke på, at det er samme gerningsmand, men det er klart, at vi holder alle muligheder åbne, siger Andreas Mollerup.

Gerningsmanden fra Ishøj beskrives som  40-50 år, 180-190 cm høj, almindelig af bygning, lys i huden med mørke øjne. Han talte gebrokkent engelsk med dansk accent. Han var iført knælang mørk jakke med hætten trukket op over hovedet. Det virkede som om jakken var for stor til ham. På fødderne bar manden armygrønne gummistøvler. 
 
Efter røveriet må gerningsmanden have haltet på det ene ben som følge af hundebiddet. 
 
Inden gerningstidspunktet blev gerningsmanden set to gange af forurettede og et vidne hhv. om formiddagen og om eftermiddagen ved et naturområde med en sø mellem Ishøj Bygade og Pilemarksvej tæt på Ishøj Landsby. Begge gange iført de armygrønne gummistøvler og den mørke jakke som på gerningstidspunktet.

Har du set eller kender til gerningsmanden fra Ishøj, kan Københavns Vestegns Politi kontaktes på 43861448 eller på 114.

 

Skærm

Hent flere
Hent flere