Overfaldt sin datter med hårlak: Ingen kontakt i fem år

Kvinden blev idømt 40 dages betinget fængsel. Nu skal Kriminalforsorgen tage stilling til, om hun skal i behandling for alkoholmisbrug

KØBENHAVNS BYRET (Ekstra Bladet): En mors desperate forsøg på at få kontakt til sin datter endte torsdag i Københavns Byret. Hun havde en tidlig decembermorgen overfaldet sin datter med en hårspray.

Det slog retten fast, da den 60-årige kvinde torsdag blev fundet skyldig i simpel vold. I Københavns Byret blev hun idømt 40 dages betinget fængsel og blev påbudt at møde op i Kriminalforsorgen, der skal vurdere, om hun skal i behandling for alkoholmisbrug.

I retten forklarede kvindens datter, at hun ofte oplever, at hendes mor opsøger hende og er ubehagelig, når hun er fuld.

- Ved Gud, jeg elsker hende, men jeg holder ikke af min mor, når hun drikker, for hun bliver ondskabsfuld, lød det fra hendes datter, som også fortalte, at hun har forsøgt at få et polititilhold mod sin mor.

Da Kriminalforsorgens undersøgelse af den 60-årige kvinde blev læst op, fremgik det, at hun i en eller anden grad havde været påvirket af alkohol under episoden, men at hun ikke ikke drak hver dag.

Bange for datter
Den 60-årige nægtede sig skyldig i tiltalen. Under sin forklaringen sagde hun, at hun havde været til julefrokost aftenen inden, og at hun derfor havde en hårspray i tasken.

Om morgenen 7. december havde hun opsøgt sin datter. De to havde ikke haft kontakt i fem år.

- Jeg tager derud fordi, jeg vil tale med hende. Det er jul, og vi har ikke haft samtaler i næsten fem år. Ved juletid bliver man ekstra ked af det, når man ikke har set sine børnebørn, sagde kvinden i retten.

Efter egen forklaring havde hun anråbt sin datter på en parkeringplads, men følte sig truet, da datteren vendte sig om. Kvinden indrømmede derfor, at hun kortvarigt havde sprøjtet hårlak mod sin datter.

- Jeg har ikke udøvet vold mod hende som sådan. Jeg blev bare bange for hende, sagde moderen.

Opsøgte også børnebørn
Da datteren skulle vidne i retten, sagde hun, at det langt fra er første gang, at hun er blevet opsøgt af sin mor, og at moderen er ubehagelig over for hende, når hun har drukket.

- Jeg er i afmagt. Det er ikke bare mig, hun generer. Det er mine børn og mine veninder, der bliver mærket, lød det fra datteren.

I sit vidneudsagn sagde datteren, at hun skulle på arbejde om morgenen 7. december. På vej til sin bil så hun sin mor ude af øjenkrogen, men fortsatte over til bilen. Da hun skulle til at sætte nøglen i tændingen, blev døren flået op, og datteren forklarede, at hendes mor havde tømt en hårlak i hovedet på hende.

- Jeg er bange for, at det er tåregas. Jeg tænker ikke, at det er hårspray. Jeg prøver at famle rundt i det. Det er ikke et lille sprøjt. Hun bliver bare ved og trykker den af i ansigtet på mig, forklarede datteren.

Da det gik op for hende, at det var hårlak, fik hun efter egen forklaring åbnet døren og væltede sin mor. Herefter råbte og skreg hun af moderen, mens tårerne løb.

Til sidst kom to ejendomsfunktionærer til og skilte kvinderne ad.

Afslutningsvis understregede datteren, at hun håber, at moderen får misbrugsbehandling.

- Jeg elsker min mor, og det gør jeg stadigvæk. Jeg håber, at hun vågner op og får en behandlingsdom for alles henseende og allermest min mors. Hun er et godt menneske, når hun ikke er påvirket, sagde datteren.

Retten slog fast, at det er op til Kriminalforsorgen at beslutte, hvorvidt kvinden skal modtage behandling for alkoholmisbrug. Ved domsafsigelsen lagde retten vægt på datterens forklaring og forkastede moderens forklaring som usandsynlig og utroværdig.

Hun valgte ikke at anke dommen.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere