Overhaling førte til tre-bils-uheld

'Helt ubeskriveligt' at alle fem involverede slap næsten uskadt fra uheldet, siger politiet

En overhaling førte fredag aften til et uheld med tre biler i Skodsborg. (Foto: Kenneth Meyer)
En overhaling førte fredag aften til et uheld med tre biler i Skodsborg. (Foto: Kenneth Meyer)

En overhaling førte fredag aften til et trafikuheld med tre biler involveret i Skodsborg nord for København.

Forunderligt nok slap alle fem personer, som var involveret, næsten uskadt fra uheldet, oplyser Nordsjællands Politi.

Uheldet startede, da en 21-årig mand i en Smart bil omkring klokken 19 kom kørende i sydgående retning på Skodsborg Strandvej, oplyser Peter Olesen, vagtchef ved Nordsjællands Politi, til Ekstra Bladet.

Da bilisten foretog en overhaling, kørte han frontalt ind i en multivan bil, som kom i modgående retning. Den overhalende bil ramte efter sammenstødet ind i den tredje bil, som han havde forsøgt at overhale.

- Det virker som om han har fejlvurderet hastigheden og overhalingsmuligheden, siger Peter Olesen.

Føreren af den overhalende bil var teknisk fastklemt og måtte skæres ud af bilen, før han kunne transporteres til Herlev Sygehus, hvor han blev undersøgt. Han slap dog med en flænge i benet og forventes at blive udskrevet fredag aften, siger Peter Olesen.

- Der er nogen, der holdt hånden over ham, siger Peter Olesen.

'Helt ubeskriveligt' at ingen kom alvorligt til skade
Føreren af multivanen, som er en handicapbil, blev også hentet af en ambulance og kørt på sygehuset, men han var mest chokeret.

- Alle er sluppet nådigt, når det er sådan et ordentligt skrald, siger Peter Olesen.

- Det er helt ubeskriveligt. Fem personer, tre biler og ingen er kommet til skade.

Sammenstødene skete omkring Skodsborg Strandvej 39. Vejen blev kort efter uheldet spærret i begge retninger mellem uheldsstedet og Strandmøllekroen. Vejen var spærret i begge retninger i nogle timer efter ulykken, mens ulykkesstedet blev undersøgt.

Peter Olesen forklarer, at det blandt andet skyldes forbedringer i den måde, man bygger smart biler på, at flere nu overlever ulykker i dem. Bilerne bliver nu bygget på en måde, så de 'krøller mere sammen' og fordeler presset udenpå i stedet for at sende det videre ind i bilen, hvor det går ud over passagererne, forklarer han.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere