Overlevede massakre ved at spille død

En ven siger, gerningsmanden kom med racistiske bemærkninger i ugerne op til massakren. Det var et tip fra en blomsterhandler, som førte til Dylann Roofs anholdelse torsdag

Den 21-årige Dylann Roof kom med racistiske kommentarer i ugerne op til massakren onsdag i Emanuel African Methodist Episcopal Church in Charleston, South Carolina. (Video: AP)

En kvinde reddede sit eget og sit barnebarns liv ved at spille død, da en 21-årig mand gik amok og skød ni mennesker i en kirke i South Carolina onsdag aften. Det fortæller en niece til et af ofrene.

Niecen siger, Felecia Sanders fortalte hende, at hun spillede død, mens hun lå ovenpå sit femårige barnebarn for at beskytte hende.

Kun tre mennesker overlevede massakren i Emanuel African Methodist Episcopal Church in Charleston, South Carolina, udover den formodede gerningsmand, 21-årige Dylann Roof.

Ni sorte mennesker i alderen 26 til 87 år blev dræbt efter en Bibel-studietime sammen med Dylann Roof, som er hvid. Det var seks kvinder og tre mænd. Politiet mener, episoden var racistisk motiveret.

Se også: Politiet om anholdt: Han skød ni sorte

Gerningsmand kom med racistiske bemærkninger
Den forklaring understøttes af en ven af gerningsmanden, som for nogle uger siden havde drukaften sammen med Dylann Roof. Vennen Joseph Meek Jr. fortæller til Associated Press, at mens de to drak vodka, kom Dylann Roof med racistiske kommentarer om sorte og sagde, han gerne ville have raceadskillelse.

Dylann Roof sagde ifølge Joseph Meek, at sorte mennesker var ved at overtage verden og at nogen burde gøre noget. Dylann Roof sagde også, at han havde 'en plan', men kom ikke med nærmere detaljer.

Alligevel blev vennen dog bekymret nok til, at han for en sikkerheds skyld gik ud til Dylann Roofs bil og fjernede en 45-kalibers Glock pistol fra bagagerummet. Dylann Roof havde fortalt, han lige havde købt den for nogle penge, han havde fået fra sine forældre i 21-års fødselsdagsgave.

- Jeg troede ikke, han ville gøre noget, fortæller Joseph Meek Jr.

Joseph Meek Jr. gemte pistolen hjemme hos sig selv, men gav Dylann Roof pistolen igen næste dag, da han var blevet ædru.

Tip fra blomsterhandler førte til anholdelse
Dylann Roof blev anholdt i nabostaten North Carolina torsdag morgen amerikansk tid efter, at en blomsterhandler så den bil, han kørte rundt i og som var blevet efterlyst.

Debbie Dills var på vej på arbejde omkring 10.30, da hun så Dylann Roofs efterlyste sorte Hyundai ved siden af sig i en lysregulering. Hun fortalte, at hendes hjerte begyndte at galoppere, da hun så, føreren af bilen havde samme grydeklipning, som den efterlyste gerningsmand, hun havde set i nyhederne.

Hun ringede til sin chef, som igen ringede til en politibetjent, han kendte. Han kontaktede politiet i den by, hvor Dylann Roof senere blev anholdt.

Debbie Dills fangede nummerpladen og fulgte efter bilen cirka tre kilometer, mens politiet bekræftede, at det var den korrekte bil.

Iført skudsikker vest og lænker om benet, frasagde Dylann Roof sig torsdag retten til en offentlig forsvarer. Det betyder, at han enten skal hyre sin egen advokat, eller at han skal forsvare sig selv. Han er blevet fløjet tilbage til South Carolina, hvor han skal retsforfølges.

Politikere argumenterer for stærkere våbenlovgivning
USAs præsident, Barack Obama, og hustruen Michelle, kender flere medlemmer af kirken Emanuel African Methodist Episcopal Church, blandt andet præsten Clementa Pickney. Han var senator i delstaten South Carolina og var blandt ofrene for massakren.

Både Barack Obama og præsidentkandidaten Hillary Clinton benyttede lejligheden til at argumentere for større våbenkontrol. Trods flere andre massakrer med skydevåben i USA i de seneste år, har der ikke været politisk opbakning for at stramme våbenlovgivningen.

Se også: Obama er vred over endnu en skudmassakre

Den 21-årige Dylann Roof kom med racistiske kommentarer i ugerne op til massakren onsdag i Emanuel African Methodist Episcopal Church in Charleston, South Carolina. (Foto: AP/Chuck Burton)
Den 21-årige Dylann Roof kom med racistiske kommentarer i ugerne op til massakren onsdag i Emanuel African Methodist Episcopal Church in Charleston, South Carolina. (Foto: AP/Chuck Burton)
 

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere