Overrasket af uvejret: To omkom, da speedbåd kæntrede

Politiet har netop fået identificeret den sidste af to omkomne mænd på 31 og 34 år. Fire mænd, der kendte hinanden via arbejde, sejlede ud, men uden redningsveste

Ved du noget?

Tip os på sms 1224 (alm. SMS-takst), eller send en mail til 1224@eb.dk. Du kan også vælge at udfylde formularen herunder.

Fire yngre mænds hyggetur i en lille speedbåd endte i en tragedie onsdag aften, hvor de blev overrasket af uvejret i Køge Bugt, da de sejlede fra Avedøre mod Vallensbæk Havn.

Speedbåden fik motorstop og begyndte at tage vand ind, da båden var 150-200 meter fra land, mens det lynede, tordnede, regnede og blæste.

Ingen af de fire havde redningsveste på.

Det lykkedes en 24-årig at svømme i land ved Avedøre Værkets havn på Hammerholmen, hvor han fik hjælp af vidner, der ringede 1-1-2 klokken 22.52. 

Imens blev en 33-årig mand, der var ved bevidsthed, reddet op af vandet, og da Hovedstadens Beredskab kom frem, blev der sat en båd vandet.

Den kæntrede båd kunne skimtes i mørket, og efter et stykke tid fik dykkerne bjærget to bevidstløse mænd op af havet.

Den ene, 31, blev erklæret for død på stranden af akutlægen, mens den anden, 34, blev kørt på hospitalet, hvor han blev erklæret død. Det lykkedes først at få den 34-årige endeligt identificeret torsdag eftermiddag.

En redningshelikopter blev også tilkaldt, men kom ikke i brug.

Båden er bjærget
Den forliste båd blev bjærget torsdag formiddag og kørt til tekniske undersøgelser hos politiet, der nu efterforsker sagen.

Speedbåden, der er cirka fem meter lang og har indvendig motor, var tidligere på onsdagen sejlet ud fra Vallensbæk Havn, mens det var godt vejr. Speedbåden var ejet af den ene, og de fire kendte hinanden fra en arbejdsplads.

Da de sejlede fra kanalløbet ved Skrædderholmen og kom ud på åbent hav ud for Avedøre Værket, gik det galt.

– Vi betragter sagen som en tragisk ulykke, siger vicepolitiinspektør Søren Enemark, der bekræfter, at ingen af de fire mænd havde redningsveste på, da de endte i vandet.

Uvejr kom hurtigt
Politiet anser, at ulykken skyldes en kombination af det pludseligt dårlige vejr, motorstop og at båden tog vand ind.

Havnefoged Per Møller Sørensen bekræfter, at speedbåden havde fast bådplads i Vallensbæk Havn, men han har i øvrigt ikke noget kendskab til ulykken.

– Det var fint vejr hele onsdag aften, lunt og stille og roligt vejr. Så begyndte det pludseligt at buldre løs ved 22.30-tiden. Det gik hurtigt, siger havnefogeden, der råder lystsejlerne til altid at tjekke vejrudsigten, inden man sejler ud.

Akutlægen erklærede den ene sejler for død på stranden, mens den anden blev kørt på hospitalet, hvor han blev erklæret død. Foto: Kenneth Meyer
Akutlægen erklærede den ene sejler for død på stranden, mens den anden blev kørt på hospitalet, hvor han blev erklæret død. Foto: Kenneth Meyer
 

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere