På 90 km/t-strækning: Bilist kørte 180

En bilist blev søndag taget i en hastighedskontrol med en så høj fart, at det kostede en betinget frakendelse af kørekortet

232 bilister røg søndag eftermiddag og aften i fælden, da Sydsjællands og Lolland-Falsters politi udførte fartkontrol på Sydmotorvejen ved Vordingborg.

Det skriver politikredsen i sin døgnrapport.

Særligt én bilist skiller sig ud ved at køre dobbelt så hurtigt, som vedkommende måtte. Således blev personen hapset med 180 kilometer i timen på en strækning, hvor man maksimalt må køre 90.

Den høje fart koster en betinget frakendelse af kørekortet.

I alt fik 3454 bilister målt deres fart mellem klokken 14.18 og 22.20 søndag.