Påkørsel: Påsketogene voldsomt forsinkede

Togene kan være op til to timer forsinkede på grund af en personpåkørsel

Du kan godt forvente længere rejsetid, hvis du er med et tog 2. påskedag (Foto: Tariq Mikkel Khan)
Du kan godt forvente længere rejsetid, hvis du er med et tog 2. påskedag (Foto: Tariq Mikkel Khan)

Sidder du i et af de mange standsede tog? Send en sms til Ekstra Bladet på 1224 (alm. sms-takst) eller send en mail til 1224@eb.dk

Det tager ekstra lang tid at komme hjem i dag, hvis man skal med tog henover Fyn. Togene har nemlig holdt stille store dele af mandag eftermiddag, fordi et tog ramte en person. Det melder DSB.

Togene er dog stille og roligt begyndt at trille igen, men det forventes, at der fortsat vil være store forsinkelser resten af aftenen. Nogle steder op til to timer.

Pressevagten hos DSB udtaler til Ekstra Bladet, at personpåkørslen kommer samtidig med, at der er en signalfejl på samme strækning, som BaneDanmark er ved at rette op på.

Det var dog ifølge pressevagten Fyns Politi, som bestemte, at sporene skulle frigives igen til kørsel.

- Vi fik meldingen klokken 17.26, og det tager jo tid at orientere sig på stedet og lave de undersøgelser, det kræver, siger vagtchefen hos Fyns Politi, Hans Jørgen Larsen.

Kørte til nærmeste perron
Ifølge pressevagten hos DSB kørte de strandede tog tidligere på dagen til den nærmeste perron, så passagererne kunne komme ud og strække ben i ventetiden.

23-årige Astrid Rasmussen var en af de mange passagerer, som sas i et af de standsede tog.

- Vi har lige fået at vide, at politiet stadig arbejder, så nu er vi på vej hen til en perron, hvor folk kan strække ben, men vi ved ikke, hvor længe det kommer til at tage, siger Astrid Rasmussen klokken 17.30 over telefonen i toget til Ekstra Bladet.

Heldigvis blev folk ikke utålmodige, synes Astrid Rasmussen.

- Stemningen er god. Jeg er selv på vej til Odense fra København, så det er en forholdsvis kort tur, siger hun.

Stemningen er god, selvom togene står stille (Læserfoto)
Stemningen er god, selvom togene står stille (Læserfoto)

En anden læser fortæller, at hans tog også holder stille, men at DSB serverer kaffe så længe.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere