Påskemirakel: Hund reddet ud af brændende bygning

En mand reagerede hurtigt, da bygning på villavej brød i brand

Det kunne være endt i en tragedie, men i stedet skal en familie fra Vordingborg på Sydsjælland kun leve med materielle skader efter en brand i på Nyraadsvej i Vordingborg.

En hurtig handling fra en borger betød nemlig, at familiens hund blev reddet ud af flammerne. Det fortæller Kenneth Hansen, der bor i nærheden af huset, hvor branden opstod.

- Jeg gik inde i min have og arbejdede, da jeg pludselig hørte et ordentligt brag, og så kunne jeg godt se, at der kom røg op fra garagen derinde, siger han til Ekstra Bladet.

Brandvæsenet nåede hurtigt frem til kampen mod flammerne. (Foto: Per Rasmussen)
Brandvæsenet nåede hurtigt frem til kampen mod flammerne. (Foto: Per Rasmussen)
 

Straks kom der en mand løbende, som spurgte, om der var nogen inde i bygningen, og idet han fik at vide, at der var en hund, skyndte han sig derind. Hverken Kenneth selv eller hans kone Tina kender manden, som dog reagerede hurtigt ved at smadre en rude, så hunden kunne reddes ud.

Familien, der bor i huset, var selv på påskeferie, og hunden blev løbende passet af nogle bekendte, som dog ikke var hjemme, da branden brød ud i garagen ved huset.

Var meget skræmt
Hunden var da også meget mærket af oplevelsen.

- Den var meget skræmt, så vi tog os lige kærligt af den, siger Kenneth Hansen, der fortæller, at familie til familien, der bor i huset, kom og tog sig af hunden, der ifølge Kenneth hedder Bella, efterfølgende.

En hurtigt reagerende borger måtte smadre en rude for at komme familiens hund til undsætning. Under redningen skar han sig også selv på glasset i ruden. (Foto: Per Rasmussen)
En hurtigt reagerende borger måtte smadre en rude for at komme familiens hund til undsætning. Under redningen skar han sig også selv på glasset i ruden. (Foto: Per Rasmussen)
 

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi oplyser til Ekstra Bladet, at der ikke var nogen mennesker i fare i forbindelse med branden. Politi og brandvæsen modtog anmeldelsen klokken 17.11, og halvanden time efter var slukningsarbejdet fortsat i gang.

Efter i alt to timers arbejde var de sidste flammer dog bekæmpet, fortæller Kenneth Hansen.

Selve branden nåede ikke at bredde sig til hovedhuset, og hunden har det efter omstændighederne godt.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere