Pablos ejer: Den er blevet farvet sort og har åbne kødsår

Michael Johansen fortæller, at han nærmest ikke kunne genkende hunden, da han fik den tilbage i aftes

Pablo er tilbage hos sin hundefører. Han fortæller, hvad de ændrer i sikkerheden omkring hunden. Video: Kirsten Pedersen, AFGTC

Ved du noget? Tip os på mail til 1224@eb.dk eller sens sms til 1224 (alm. smstakst)

Østjyllands Politi kunne tidligere i dag fortælle, at de efter en ransagning på en adresse i Sabro, havde fundet narkohunden Pablo, der to gange har været stjålet.

Pablo var i anden omgang væk i fire dage, og ejeren Michael Johansen var derfor meget glad, da politiet ankom med hunden i aftes.

Foto: Privat 112 - 15. maj. 2017 - kl. 10:24 Narkohunden Pablo fundet igen: To mænd anholdt

Men Pablo har bestemt ikke haft det godt, mens den har været væk.

- Vi sidder i går og spiser, da politiet kommer og banker på. De hiver mig med udenfor, fordi de gerne vil vise mig noget. Da jeg kommer ud på gaden, tænker jeg ikke på, at de har fundet Pablo. De åbner bag til deres hundevogn, og der sidder en schæferhund, og så sidder der en hund ved siden af. Jeg kigger ind og siger 'det er ikke den', siger Michael Johansen til Ekstra Bladet og fortsætter:

- Jeg kigger derind igen, og kan så godt se på øjnene, at det er Pablo. De har så farvet ham. Han er farvet mørk, nærmest blålig sort. Det har de gjort, for at man ikke skal kunne genkende ham, siger den rystede ejer.

Men det er ikke det eneste, som Pablo er blevet udsat for, fortæller Michael Johansen.

- De har pillet chippen ud af den, så den har to store huller på halsen. To åbne sår på størrelse med to femkroner, og det har altså gjort ondt på ham, det er der ingen tvivl om. Det ser ikke rart ud, den er i medicinsk behandling nu, men det er dybe huller, siger Michael Johansen, der lyder dybt rystet.

Han fortæller, at hunden har været ved dyrlæge, hvor den både har fået behandling for sine sår, men også har fået skudt en ny chip i, så hunden kan registreres.

Hårfarven skal dog slides af, inden at Pablo igen er helt sig selv.

Skal sove indenfor
Hunden blev stjålet fra sin hundegård, hvor nogle havde klippet hul i hegnet. Michael Johansen har derfor besluttet, at hunden ikke længere skal sove udenfor.

- Den første gang blev man dybt rystet over, at den blev stjålet, men man tænkte, at det var den ene gang. Men når det så var anden gang, så kan der også komme en tredje gang, og han er under opsyn nu døgnet rundt. Han ligger inde ved siden af mig på gulvet i nat, og det kommer han også til fremover, siger han.

Han er lykkelig for, at hunden nu er kommet hjem.

- Det er rigtig dejligt. Jeg turde næsten heller ikke håbe på, at det gik så hurtigt. Jeg må igen virkeligt takke Østjyllands Politi for deres indsats, siger han.

Politiet har sigtet to mænd fra Sønderborg i forbindelse med tyverriet. Østjyllands Politi oplyser over for Ekstra Bladet, at de ikke har flere kommentarer til sagen.

1 af 2 Pablo er blevet farvet sort. Foto: Privat
2 af 2 Foto: Privat

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere