Pædofil skyldig i voldtægter mod to små søstre

40-årig, som tidligere har afsonet tre års fængsel for overgreb på 14 børn, kræves nu idømt forvaring på ubestemt tid

Den tidligere pædagogmedhjælper fik i sin tid en længere fængselsstraf for at have misbrugt en række børn på denne legeplads på en jysk børneinstitution. Nu er han fundet skyldig i voldtægt mod to små søstre. Foto: Henrik Schütt/Ritzau Scanpix
Den tidligere pædagogmedhjælper fik i sin tid en længere fængselsstraf for at have misbrugt en række børn på denne legeplads på en jysk børneinstitution. Nu er han fundet skyldig i voldtægt mod to små søstre. Foto: Henrik Schütt/Ritzau Scanpix

Retten i Glostrup (Ekstra Bladet)

En tidligere dømt 40-årig pædofil er fundet skyldig i grove seksuelle overgreb på to søstre, som i dag er syv og 12 år gamle.

For 10 år siden blev den tidligere pædagogmedhjælper idømt tre års fængsel for overgreb på 14 børn i den børneinstitution ved Aarhus, hvor han dengang arbejdede.

Efter skyldig-kendelsen ved retten i Glostrup i dag kræver specialanklager Bo Bjerregaard nu, at den 40-årige idømmes forvaring på ubestemt tid, fordi der er høj risiko for, at han igen vil begå pædofile forbrydelser, hvis han løslades.

Retsformand Henrik Johnsen oplyste, at alle dommere og nævninger - 12 stemmer i alt - fandt den 40-årige skyldig i de fire forhold, der var rejst tiltale for om blandt andet voldtægter og andre seksuelle forhold mod de to søstre, der kom i hans hjem i Hedehusene.

Hævder han intet husker
Bortset fra to konkrete episoder blev den 40-årige kendt skyldig i fuldt omfang. Under retssagen har den 40-årige slet ikke udtalt sig, fordi han hævder, at han intet kan huske.

I retten sidder han med en sort kasket trukket godt ned om ørerne og med kraven på sin sorte jakke slået op. Han vender ryggen til tilhørerne, hvor familiemedlemmer til de to søstre og deres veninde, som overfor sin mor afslørede den 40-åriges overgreb på søstrene, følger afslutningen på retssagen.

Se også: Kræver forvaring til farlig pædofil

Retsformanden sagde, at de to søstre og deres veninde hver i sær har afgivet troværdige forklaringer uden tendens til overdrivelser, og de har forklaret om vigtige detaljer som en regnbuefarvet dildo og et soppebassin, der underbygger forklaringerne.

De har også fortalt, hvordan den 40-årige viste pornofilm for dem med pædofilt indhold, og fotos og to film er fundet på den 40-åriges computer og en ekstern harddisk.

Mener ikke han gjorde børnene fortræd
Mentalundersøgelsen, som anklageren Bo Bjerregaard har vist i retten, siger, at den 40-årige ikke mener, at han har gjort børnene fortræd, fordi han ikke har brugt vold eller trusler mod pigerne.

Han mener ikke, at ofrene 'har haft en dårlig oplevelse', og han har ingen empati eller forståelse for, at han har gjort børnene fortræd.

Den 40-årige mener, at små børn godt kan ønske sig sex, og han mener også, at man kan lære børn om sex ved at vise dem det, fremgår det af mentalundersøgelsen. Han har forklaret, at det var de to søstre, som tog initiativet, og blev ved med at banke på hans dør, så han til sidst lukkede dem ind, selv om han vidste, at det var en dårlig ide.

- Han er pædofil. Han skal have forvaring for at forhindre, at han ikke gør det her igen, siger specialanklager Bo Bjerregaard. Retslægerådet mener, at der er en alvorlig risiko for, at den 40-årige igen vil forgribe sig på børn.

Var i sexologisk behandling
Efter sin forrige dom i 2007 kom den 40-årige i sexologisk behandling på Rigshospitalet, men han var skeptisk overfor behandlingen. Den blev afsluttet i 2011, hvor behandlerne mente, at han havde 'profiteret af behandlingen'.

Den tidligere pædagogmedhjælper flyttede i 2010 fra Jylland til Hedehusene i en et-værelses lejlighed, hvor han gjorde sig bekendt med de to søstre, der boede i området.

Overgrebene mod den ældste pige skete gennem mere end tre år fra hun var otte til 11 år gammel, mens sexmisbruget af den yngste pige begyndte, da hun var fem år og stod på gennem cirka halvandet år. Ved den tidligere dom havde manden ellers fået forbud mod at lade børn under 18 år opholde sig hos ham.

- Han opnåede søstrenes tillid og misbrugte dem. Der er tale om meget grove overgreb begået gennem en lang periode. Han erkender ikke, at han har gjort nogen fortræd og viser ingen empati. Han er usikker på, om børn flirter med ham seksuelt og mener, at man kan lære børn om sex ved at vise dem det.

- Det er helt åbenbart, at han er pædofil og vil gøre det igen, hvis vi ikke forhindrer ham i det ved at idømme ham forvaring, siger Bo Bjerregaard.

Den 40-åriges forsvarer Steffen Thorborg mener, at det ikke er nødvendigt at straffe hans klient med forvaring, men at han bør have en tidsbestemt straf.

- Forvaring er en meget alvorlig sanktion, der kan strække sig over resten af hans liv. Det er en straf, der sammen med fængsel på livstid, er den hårdeste straf, vi har.

Forsvareren indstiller til retten, at den 40-årige idømmes en straf på cirka fem års fængsel.

Den 40-årige rystede på hovedet, da retsformanden gav ham det sidste ord.

Retten afsiger dom senere i dag.