Palæstinenser dræber to israelere på Vestbredden

To israelere er døde, og en tredje er såret, efter en palæstinensisk mand affyrede skud mod dem i et angreb

Militærstyrker er sat ind i jagten på gerningsmanden (Video: AP)

To israelere - en mand og en kvinde - er døde af deres kvæstelser, efter en mand har skudt dem i et industriområde nær en jødisk bosættelse på Vestbredden.

En anden kvinde er også ramt og såret.

Ronen Manelis, talsperson for det israelske militær, kalder ifølge nyhedsbureauet AFP skyderiet for et "alvorligt terrorangreb".

Angrebet blev begået af en 23-årig palæstinenser.

Ifølge rapporter arbejdede palæstinenseren, der er bosat i byen Qalqilya på Vestbredden, på en fabrik, hvor skyderiet fandt sted.

Israels nationale ambulancetjeneste oplyste tidligere, at en mand og en kvinde var kritisk sårede efter et angreb i industriområdet i Barkan, hvor flere palæstinensere arbejder i israelskejede virksomheder.

Det er angiveligt de to, der er afgået ved døden.

En tredje person bliver behandlet på hospitalet, men skulle efter sigende være uden for livsfare.

Israelsk politi og soldater leder efter gerningsmanden, oplyser en talskvinde for politiet.

Gerningsmandens identitet er "kendt af sikkerhedsstyrker", siger Israels militær ifølge AFP.

Siden 2015 har palæstinensere dræbt over 50 israelere, to amerikanere og en britisk turist i knivoverfald, skud- og bilangreb, skriver nyhedsbureauet AP.

Israelske styrker har i samme periode dræbt over 260 palæstinensere, hvor de fleste ifølge Israel var angrebsmænd.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere