Paludan i retten: Følte sig ydmyget

To unge på 19 år er tiltalt for slag og spark mod lederen af Stram Kurs på Amager Fælled

Det førte til voldsomme uroligheder på Nørrebro, da Rasmus Paludan i april 2019 afholdt demonstration på Blågårds Plads. Kilder: Ekstra Bladet/Rasmus Flindt/Mogens Flindt, Byrd/Steven Knap. Redigering: Mikkel Cramon/Martin Ekelund

Med en livvagt fra PET stående i hjørnet af retslokalet fortæller lederen af partiet Stram Kurs mandag i Københavns Byret, at han i januar sidste år blev slået og sparket ved en episode på Amager Fælled.

Rasmus Paludan skulle ud at løbe en tur med en bekendt, da det pludselig udviklede sig.

- To cyklister kom kørende med betragtelig fart og voldsomhed. Den ene kommer med nogle udråb. Om jeg er en samfundstaber. Det er et urimeligt spørgsmål, siger partilederen.

Først blev han skubbet i brystet. Han forklarer også, at han derefter blev tildelt tre-fire spark og oveni fik to til tre slag. Dette rimer dog ikke med, hvad to vidner forklarer.

Konfrontationen skete med den ene af de to cyklister. Den anden tog sin telefon frem og optog hændelsen.

- Jeg opfattede det sådan, at de ønskede at iscenesætte en ydmygelse af mig, så de derefter kunne dele den på de sociale medier, siger Rasmus Paludan.

Han opfattede det som en slags 'happy slapping'.

- Det var en meget krænkende og ydmygende situation, siger han.

I sin afhøring indleder anklageren i øvrigt med disse to spørgsmål: Er du involveret i politik? Bruger du sociale medier som en del af din aktivitet?

De tiltalte er to spinkle mænd, der begge er 19 år. De nægter sig skyldige. Da sagen begyndte sidste år, erkendte den ene at have puffet partilederen i brystet efter at være blevet provokeret af ham.

Videosekvensen fra telefonen spilles adskillige gange i retsmødet. Man kan høre en ordveksling om 'samfundstaber'. Den ene af cyklisterne skubber Paludan i brystkassen. Partilederen går derefter frem mod den unge. De bevæger sig rundt, og Paludan sætter foden på cyklen og forsøger at foretage en civil anholdelse.

Straks efter episoden optog Paludan en video, hvori han taler om et overfald, nævner de to nu tiltaltes fulde navne og samtidig påstår, at den ene er hooligan.

Videoen blev delt på de sociale medier. Derfor er han blevet anmeldt for at have overtrådt straffeloven - men den sag er endnu verserende hos politiet.

I retsmødet mandag afhøres også to vidner. Den ene er kammerat til Paludan, har været opstillet ved folketingsvalget og har i øvrigt gået i folkeskolen med den ene af de nu tiltalte. Han kan ikke huske noget om et eller flere knytnæveslag.

Tumult er det ord, det andet vidne bruger flere gange om situationen.

- De stod og daskede til hinanden, siger han.

Byretten ventes at afsige dom mandag eftermiddag.