Paludan i retten: Fuldstændig vanvittigt at jeg skal forsvare ikke at ville dø

Rasmus Paludan mener ikke, at han gjorde noget forkert, da han en januardag forsøgte at flygte fra privat besøg ved Sorø Akademi med en ung indvandrer på kølerhjelmen af sin bil

Rasmus Paludan er i alt tiltalt for 14 forhold og risikerer fængselsstraf. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Rasmus Paludan er i alt tiltalt for 14 forhold og risikerer fængselsstraf. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Partileder for Stram Kurs Rasmus Paludan var så bange under et privat besøg ved Sorø Akademi, at han valgte at køre mere end 50 meter med en ung mand med indvandrerbaggrund på kølerhjelmen af sin sorte Audi.

Det har han netop fortalt under et retsmøde ved Retten i Næstved, hvor han sidder tiltalt for en lang række forhold - herunder overtrædelse af racismelovgivningen, persondataloven samt en række færdselslovsovertrædelser.

Det er politiets opfattelse, at Rasmus Paludan satte andres liv i fare ved sin handling. Selv hævder Rasmus Paludan, at han frygtede for sit liv.

- Jeg følte mig så truet, som jeg nogensinde har følt mig. Intet indikerer for mig, at det ikke kunne gå helt, helt galt, sagde Rasmus Paludan.

Råbte gennem sidevindue
Tre mobiloptagelser blev afspillet i retten. De viste, at Paludan først talte med et par piger med indvandrerbaggrund. Siden dukkede to mænd op, der gav sig til at filme ham. Til sidst satte Paludan sig ind i sin bil, da flere andre unge mænd dukkede op.

En stod og råbte ind gennem sidevinduet og bad i utvetydige vendinger Paludan om at komme ud.

Det afviste Paludan, som i stedet vendte bilen. I stedet stillede manden sig nu foran bilen. Det fik efter kort tid Paludan til at køre fremad.

- Jeg ville væk fra gruppen

Holdt fast
Først gik det langsomt fremad, men da Paludan begyndte at gasse op, endte manden på kølerhjelmen, hvor han holdt fast i den rille, der er mellem kølerhjelm og forrude.

- Det var ham selv, der lagde sig op. Han sad sådan halvt på siden og holdt fast, sagde Paludan.

Køreturen endte med, at Paludan bremsede, og manden steg af.

- Han var ikke helt retarderet. Han kunne godt forstå ting, lød det fra Rasmus Paludan i retten.

Små 20 Paludan-støtter var mødt op, men der var ikke plads til dem i retten på grund af coronarestriktionerne. Foto: Per Rasmussen
Små 20 Paludan-støtter var mødt op, men der var ikke plads til dem i retten på grund af coronarestriktionerne. Foto: Per Rasmussen
 

Forstår ikke tiltale
Rasmus Paludan fortalte, at han aldrig havde været så bange. Derfor forstår han heller ikke, at politiet betragter ham som gerningsmand, og den unge mand som offer.

- Hadet og aggressionen i hans øjne er noget, jeg aldrig glemmer. Han ønskede virkelig at skade mig, sagde Rasmus Paludan.

- At jeg skal forsvare, at jeg ikke har lyst til at dø, det er fuldstændig vanvittigt. Han siger til mig, at han ville klappe mig en og smadre mig. At han vælger at lægge sig op på køleren og tro, at så vil jeg ikke køre, der tager han altså fejl, lød det også.

Det var 22. januar 2019, at han var i Sorø. I retten fortalte han, at han havde været til tandlæge. Under besøget fik han lyst til at slå vejen forbi Akademigrunden i Sorø, fordi han er glad for historiske bygninger, og fordi han aldrig selv havde gået på kostskole, og ville fornemme stemningen på stedet.

Piger ville have selfie
Han fortalte også, at PET har haft ham beskyttet siden slutningen af 2017. På tidspunktet for episoden i Sorø var han udstyret med en overfaldsalarm, som han trykkede på.

Inden da var han blevet genkendt af to piger med indvandrerbaggrund. De ønskede en selfie med ham, forklarede han. Og han havde en god snak med dem.

Men da to unge mænd kom til og gav sig til at videofilme ham, begyndte han at fornemme, at han skulle væk.

- Jeg kan ikke vinde over seks-syv unge mænd. Jeg har ikke nogen våben. Og jeg er alene, sagde Rasmus Paludan.

Der er afsat tre dage til retssagen. Ud over episoden ved Sorø er Rasmus Paludan tiltalt for en række overtrædelser af racismelovgivningen under nogle af sine mange demonstrationer frem mod folketingsvalget i 2019. Desuden for flere fartovertrædelser og sager, hvor han er kørt for tæt på forankørende på motorvejen.

Anklagemyndigheden forlanger en fængselsstraf samt en frakendelse af førerretten og retten til at arbejde som advokat. Selv nægter han sig skyldig i alle de forhold, han er tiltalt for.