Panikken fortsætter efter anholdelse: Nu har vanvittig nåle-'spøg' bredt sig til mango

Straffen for at ’forurene’ frugt er nu blevet sat op

En ung dreng har overfor australsk politi indrømmet at have stukket nåle i jordbær som en såkaldt 'prank'.

Det gjorde han efter staten Queensland havde udlovet en gigantisk dusør for oplysninger om over hundrede separate fund af nåle i  jordbær produceret i Australien. Første tilfælde var, da en mand 9. september blev indlagt efter at have indtaget et af de 'kontaminerede' bær.

Højere straf
Onsdag lokal tid meldte den australske premierminister Scott Morrison ud, at straffen for at 'forurene' frugt bliver sat op, så det bliver muligt at få en dom på helt op til 15 år, hvis det vurderes, at man har haft til hensigt at skade andre. Tidligere har den maksimale straf ligget på 10 år.

Senere samme dag offentliggjorde politiet, at man havde anholdt en ung dreng, som har indrømmet at stå bag flere nåle i jordbær som en spøg.

Over 100 fund som dette er blevet meldt til de australske myndigheder. Foto: Angela Stevenson
Over 100 fund som dette er blevet meldt til de australske myndigheder. Foto: Angela Stevenson
 

Men anholdelse og forhøjede straffede har tilsyneladende ikke været nok til at stoppe andre 'spøgefugle' fra den potentielt livsfarlige prank.

Nål i banan
Nu har en kunde anmeldt et fund af en nål i en mangofrugt købt i et Coles-supermarked i Gosford til politiet.

Politiet fortæller til det lokale medie Central Coast Gosford Express Advocate, at kunden købte frugten mandag, men havde den liggende i to dage før den blev skåret op og nålen åbenbarede sig.

- Politiet har nålen i sin varetægt til undersøgelse. Ingen personer er kommet til skade, siger politichef Nigel Webber.

En talskvinde fra Coles understreger, at man tager sagen alvorligt og undersøger sagen nærmere. Hun henviser desuden til, at sundhedsmyndighederne i Australien nu opfordrer folk til at skære deres frugt, før de spiser det.

Tirsdag kunne BBC i øvrigt berette, at der var blevet fundet synåle i en æble og i en banan i Sydney.