Par overfaldet med baseballbat: Begge kørt på hospitalet

To personer er anholdt for at stå bag et voldsomt overfald mod et par på 40 og 43 år i Sæby i Nordjylland

Ved midnatstid blev et par overfaldet med baseball-bat ved Stationsvej i Sæby. (Foto: Google Maps)
Ved midnatstid blev et par overfaldet med baseball-bat ved Stationsvej i Sæby. (Foto: Google Maps)

Et par blev kort efter midnat natten til torsdag overfaldet med et baseballbat, da det befandt sig ved busterminalen i Sæby syd for Frederikshavn.

Ofrene, der er henholdsvis 40 og 43 år, blev begge skadet i hovedet ved overfaldet. Den 43-årige kvinde blødte kraftigt, og begge ofre blev kørt på sygehuset, oplyser Nordjyllands Politi.

Det er ikke oplyst, hvilken tilstand ofrene er i tidligt torsdag morgen, men vagtchef Carsten Kjær fortæller til Ekstra Bladet, at de begge var i stand til at tale klart

Politiet fik anmeldelsen klokken 00.14, og to personer er siden blevet anholdt. De formodes at stå bag det voldsomme overfald.

- Parret kendte overfaldsmændene, en 41-årig mand og 39-årig kvinde fra Dybvad. De blev efterfølgende begge fundet på et lokalt værtshus, hvor de blev anholdt, skriver Carsten Kjær i en pressemeddelelse.

De to anholdte vil blive fremstillet i grundlovsforhør.

Ingen af de sigtede har ønsket at udtale sig om episoden til politiet, men under anholdelsen var dog en smule meddelsom omkring motivet.

- Vi har ikke et verificeret motiv. Hun snakker lidt over sig, da hun bliver anholdt, men det ved jeg endnu ikke, om vi kan bruge. Hun har jo ret til at have en advokat til stede, og det har de påberåbt sig, oplyser Carsten Kjær.

Baseballbattet, der blev brugt til at slå parret ned med, er ikke blevet fundet.

- Overfaldsmændene vil ikke snakke - heller ikke om, hvor battet befinder sig. Beværtningen, hvor de blev anholdt, befinder sig 15 kilometer fra, hvor overfaldet skete, så det er noget af en strækning, vi skal dække for at finde det, uddyber vagtchefen over for Ekstra Bladet.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere