Par på date stopper røveri

Pludselig tog ægteparrets hyggelige date-aften en uventet drejning

Se politi-parret stoppe røveren her. Video: Kamera One

En amerikansk røver var i den grad det forkerte sted på det forkerte tidspunkt, da han lørdag aften lokal tid valgte at røve restauranten Raising Cane's i Louisville, Kentucky.

På restauranten sad ægteparret Chase og Nicole McKeown, som begge er politibetjente i den nærliggende by Elizabethtown, nemlig og var i færd med en middags-date, og de havde ikke i sinde at lade røveren slippe af sted med sit forehavende, skriver CNN.

- Jeg tror, vi så ham samtidig, fortæller Nicole McKeown, som først troede, at manden havde tildækket ansigtet på grund af smittefare i influenzasæsonen.

Da hun så en ansat række hænderne i vejret, indså hun dog, hvad der var på færde, og på overvågningsvideoen fra restauranten kan det ses, hvordan parret trækker deres våben og sætter efter gerningsmanden. Se restaurantens overvågningsvideo fra røveriet over artiklen.

- Vi kiggede på hinanden og sagde: 'Er det, hvad der er ved at ske? O.k., lad os gøre noget', fortæller Chase McKeown.

Røveren blev overmandet et par gader væk og tilbageholdt, indtil politiet i Louisville dukkede op og anholdt ham.

- Jeg er overbevist om, at hvis det ikke havde været for disse to betjentes heltemodige indsats, så var gerningsmandens handlinger inde i forretningen eskaleret. De handlede hæderligt og heroisk, lyder det fra vicesherif i Louisville Metro Police Department Dan Mason.