Partileder dømt

Rasmus Paludan er blevet idømt 14 dages betinget fængsel

Rasmus Paludan spyttet i ansigtet under politisk demonstration. Foto/redigering: Marie Nørgaard/Mikkel Cramon

Partileder Rasmus Paludan fra Stram Kurs er fredag blevet idømt 14 dages betinget fængsel for overtrædelse af straffelovens racismeparagraf.

Partilederen, der selv er advokat, har tidligere afvist, at han skulle have overtrådt loven. Rasmus Paludan er dømt for en udtalelse i en YouTube-video, hvor han blandt andet taler om 'negere i Sydafrika' og personer med lav intelligens.

Partilederen valgte at anke dommen på stedet, hvorfor sagen skal køre i Østre Landsret.

Ved domsafsigelsen slog retsformand Christina Breinstrup fast, at der ikke alene var tale om en overtrædelse af straffelovens paragraf 266 b. Det var oven i købet sket under særligt skærpende omstændigheder.

Fordi videoen var bragt på et politisk partis YouTube-kanal, er det nemlig at regne som propagandavirksomhed, og det får betydning for straffen. Strafferammen for overtrædelse af 266 b går fra bøde til fængsel i to år.

Retsformanden oplyser, at hun og de to domsmænd i sagen har været enige om afgørelsen.

Anklageren i sagen, Danni Richter Larsen, har tidligere udtalt til Ritzau, at han gik efter en højere straf, end hvad Paludan nu er endt med.

- Jeg mener, at straffen bør ligge på mellem 30 og 40 dage fængsel, og at udgangspunktet bør være en ubetinget fængselsstraf, lød det fra senioranklageren.

Propaganda
En del af anklagen mod Rasmus Paludan lød også på, at den omtalte YouTube-video skulle være propaganda. Det har den den nu dømte partileder dog blankt afvist.

- Nej. Det var egentlig for at blive kendt. Vi var afhængige af, at jeg blev en offentlig kendt person, har svaret tidligere lydt fra partilederen.

Paludan mener, at formålet med videoen alene var at sige, at de sydafrikanere, som stemmer på partiet ANC, er ubegavede, fordi partiet trods mange år ved magten ikke har skabt gode forhold i landet.

Derfor mener partilederens forsvarer, Anders Nemeth, heller ikke, at det er en overtrædelse af racismeparagraffen.

- Hvis jeg sagde, at alle der stemte på et givent parti i Folketinget, er ubegavede, så er det helt åbenbart, at det ikke ville være en overtrædelse af paragraf 266 b, har han sagt.

Opdateres ...

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere