Pas på i denne uge: Politiet går efter disse bilister

Rigspolitiet har sat gang i en landsdækkende kampagne mod uopmærksomme bilister

Ekstra Bladet var for nyligt på besøg i ATK-opreatør Finn Andreasens fotovogn. Få hele rundturen i maskinrummet her.

Frem til på søndag vil det danske politi sætte ind over for de bilister, som kan have lidt for svært ved f.eks. at lade mobilen og gps'en være, når de kører bil.

Ifølge Rigspolitiet er der således uopmærksomhed involveret i hver tredje dødsulykke i trafikken, hvorfor politiet i denne uge retter søgelyset mod denne gruppe, oplyser man i en pressemeddelelse.

- Selv få sekunders uopmærksomhed kan betyde, at man overser en anden trafikant eller kommer til at trække over i modsatte vognbane, og rammer en modkørende frontalt. For at forebygge de her ulykker sætter vi ind med kontrol i den kommende uge, siger Christian Berthelsen, politiassistent, Rigspolitiets Nationale Færdselscenter, i en pressemeddelelse.

Ifølge en ny undersøgelse, som Rigspolitiets Nationale Færdselscenter har gennemført i hele landet af 26.000 trafikanter, er omkring seks procent af alle førere af personbiler uopmærksomme, når de kører bil.

Det vil sige, at de enten har talt i telefon, indstillet deres GPS, spist eller drukket, mens bilen var i fart. For førerne af tunge køretøjer er tallet helt oppe på 15 procent.

Det øgede fokus i denne uge sker samtidig med kampagnen 'Kør bil, når du kører bil – kom ud af din boble', som Rådet for Sikker Trafik står bag.

Gode råd til at holde fokus på trafikken

- Hold ind til siden, hvis du skal indstille din GPS eller benytte din mobiltelefon.

- Hold ind til siden og få ro i bilen, hvis børnene er urolige og kræver din opmærksomhed.

- Lad være med at lede efter ting, du taber. Kør ind til siden - eller vent til du kommer frem.

- Kig på trafikken, også mens du taler med dine medpassagerer.

- Få andre i bilen til f.eks. at skrue låget af din vandflaske, taste på GPS, række dig solbriller etc.

 

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere