Pas på tricktyve: Kvinde ribbet på åben gade

Københavns Politi opfordrer især enlige ældre til at være ekstra opmærksomme over for østeuropæere og har haft flere anmeldelser over den seneste uge om tricktyverier

Østeuropæiske tricktyve er efterhånden velkendte i Danmark, og indimellem lykkes det faktisk politiet at fange dem som på fotoet, der er taget for to år siden, og som senere førte til bødestraf til nogle bulgarere. (Foto: Per Rasmussen)
Østeuropæiske tricktyve er efterhånden velkendte i Danmark, og indimellem lykkes det faktisk politiet at fange dem som på fotoet, der er taget for to år siden, og som senere førte til bødestraf til nogle bulgarere. (Foto: Per Rasmussen)

Københavns Politi advarer ældre mod tricktyve.

Det sker efter en række episoder forskellige steder i København, hvor ældre, enlige er blevet opsøgt på gader og stræder af folk, som tilsyneladende ikke har haft rent mel i posen.

Senest er en 75-årig kvinde onsdag omkring 13-tiden blevet narret på Tårnbyvej. Og hun har nu blandt andet mistet en kostbar halskæde.

- Den 75-årige er blevet opsøgt på gaden af en kvinde af østeuropæisk herkomst. Kvinden spørger om vej til stationen og tilbyder så at sælge en halskæde til den 75-årige, siger Henrik Brix, der er vagtchef ved Københavns Politi.

Under forsøget på at sælge halskæden mærker den 75-årige et lille ryk og fatter mistanke. Alligevel var det tilsyneladende ikke nok til at undgå at blive bestjålet. Den ældre kvinde råber op, og så sætter den østeuropæiske kvinde, der vurderes til at være mellem 30 og 35 år, i løb fra stedet.

- Hun løber hen til en mindre personbil, som kører fra stedet, forklarer vagtchefen.


Det sker hvert år
I løbet af de seneste dage har Københavns Politi fået lignende anmeldelser i Vanløse og også på ydre Frederiksberg. Ifølge Henrik Brix skyldes de pludselige gadetyverier, at flere ældre her i april er udenfor.

- Vi ser hvert år de her bølger af tyverier. Det kommer lidt i perioder, siger Henrik Brix, som har et godt råd til de ældre:

- Vi skal selvfølgelig leve vores liv, men man skal nok passe på med at lade dem komme for tæt på en. Når de eksempelvis siger tak for hjælpen, så vil det typisk ske ved, at de vil give et knus, og så er det, at de lige får listet smykker af folk, siger vagtchefen.

Det er ikke lykkedes Københavns Politi at finde den østeuropæiske kvinde og chaufføren i den bil, som hun kørte væk i. Den 75-årige nåede alene at se, at bilen var grøn, men kunne i øvrigt ikke hjælpe med oplysninger om nummerplader.

Til gengæld har hun givet en fin beskrivelse af gerningskvinden. Så politiet er i stand til at give et signalement.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere