Pas på ved sommerfesterne: Så mange har kørt spirituskørsel

Næsten hver tiende mand har inden for det seneste år kørt med for meget alkohol i blodet, viser undersøgelse

Denne video skal forsøge at sætte fokus på, hvor stor betydning det kan få, hvis man har indtaget for meget alkohol. (Video: Rådet for Sikker Trafik)

Har du haft spirituskørsel helt inde på livet, enten selv som chauffør eller som offer for en spritbilist? Og vil du dele din historie med resten af Ekstra Bladets læsere? Så vil vi meget gerne høre fra dig. Kontakt os med en sms/mms til 1224 (alm. takst) eller send en mail til 1224@eb.dk.

Selvom det i dagens Danmark i langt de fleste kredse er meget ilde set at prøve at snige sig hjem med alkohol i blodet, hænder det stadig at almindelige danskere bliver taget af politiet med en promille, der er over det tilladte.

Derfor sætter Rådet for Sikker Trafik i samarbejde med Trygfonden og hovedparten af landets kommuner i disse dage fokus på spritbilisme oven på en uge, hvor Rigspolitiet og landets politikredse gennemførte en skærpet spirituskontrol af landets bilister.

I en undersøgelse foretaget af Rådet for Sikker Trafik og Trygfonden fremgår det nemlig, at en ud af 16 af danskere inden for det seneste år har kørt bil, selvom de måske havde drukket mere end det tilladte.

Især for mænd og for de yngre aldersgrupper, er andelen høj.

Således har næsten hver tiende mand efter egen vurdering kørt med for meget alkohol i blodet, mens det også er godt hver tiende under 25 eller mellem 25 og 34, der har kørt med en for høj promille.

Risiko for spontan fest
Kampagnen mod spritbilismen, der går under navnet 'Klar til et pust?' er lanceret netop nu, fordi sommermånederne ofte giver anledning til et ekstra indtag af alkohol i forbindelse med spontane fester og dermed risiko for utilsigtet spirituskørsel.

- Vi er et folk, der er præget af årstiderne, og når den lyse tid kommer med de varme nætter, så er vi mere sociale og ses i alle mulige sammenhænge, hvor vi måske ikke nødvendigvis har tænkt, at vi skal drikke os fulde, og derfor lader vi ikke bilen stå, selvom vi måske burde, siger Michelle Laviolette, der er seniorprojektleder i Rådet for Sikker Trafik, til Ekstra Bladet.

Sådan kommer det til at se ud mange steder i landet i forbindelse med den landsdækkende kampagne. (Foto: Rådet for Sikker Trafik)
Sådan kommer det til at se ud mange steder i landet i forbindelse med den landsdækkende kampagne. (Foto: Rådet for Sikker Trafik)
 

Især om sommeren er der derfor ofte nogen, der ender et sted, hvor de får en for høj promille til at kunne køre bilen hjem igen på lovlig vis.

- Vi forsøger at minde folk om, at også når man er oppe for at et par venner i sommerhuset, kan der tit komme et par ekstra genstande inden for vesten, selvom det bare er planlagt til at være en hyggelig middag.

- Derfor synes vi også det er vigtigt, at hvis man har taget bilen derop, bør man overveje allerede, når man tager første genstand, om det er ved at udvikle sig til noget, som man ikke har regnet med, og om man derfor skal finde ud af, hvordan man kommer sikkert hjem, siger Michelle Laviolette.

Ifølge tal fra Rigspolitiet blev i alt 7693 personer sigtet for spirituskørsel sidste år - et fald på knap 1000 sigtelser i forhold til året før. Derudover blev 1401 personer sigtet for spirituskørsel i forbindelse med et færdselsuheld i 2014, hvoraf der skete personskade ved 368 af færdselsuheldene.

Er du i tvivl, er der ingen tvivl
Ved de kurser, som spritkørsel-dømte skal igennem for at generhverve kørekortet, har landets regioner lavet en undersøgelse baseret på de 4149 dømte spritbilister fra 2013. De har hver især svaret på, i hvilken situation de blev taget for spritkørsel, hvilket nedenstående gennemgang viser.

Det er typisk i forbindelse med byture, at engangssyndere bliver taget for spirituskørsel, men også ved mindre og mere spontane anledninger, kan promillen overstige det tilladte. (Grafik: Rådet for Sikker Trafik)
Det er typisk i forbindelse med byture, at engangssyndere bliver taget for spirituskørsel, men også ved mindre og mere spontane anledninger, kan promillen overstige det tilladte. (Grafik: Rådet for Sikker Trafik)

Michelle Laviolette understreger, at målet med kampagnen ikke er at fange folk med et decideret alkoholproblem, men derimod dem, der ikke nødvendigvis er klar over, at de kører med for meget alkohol i blodet.

- Det vi forsøger at pege på med vores kampagne er også det her med tvivlen, og at der er masser af tvivlere. Og der er det, vi siger: Hvis du er i tvivl, så er der ingen tvivl. Så skal du lade bilen stå. For det kan være der, du er på vippen og faktisk ikke er klar til det her pust, selvom du føler dig klar, siger hun.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere