Passager finder stor bunke penge i bus: Hvem er ejermanden?

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi efterlyser ejeren af 'et større kontantbeløb', som er glemt i en bus 1. september

Har du glemt et større kontantbeløb i en bus i Næstved? Så ring til politiet og kom med et bud på hvor mange penge, der var. (Modelfoto: Claus Bonnerup)
Har du glemt et større kontantbeløb i en bus i Næstved? Så ring til politiet og kom med et bud på hvor mange penge, der var. (Modelfoto: Claus Bonnerup)

- Jeg kan godt sige, at det drejer sig om et større kontantbeløb.

Sådan siger kommunikationskonsulent hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, Anne Dorte Hoppe Søe, til Ekstra Bladet om det bundt af sedler, som en buspassager fandt 1. september klokken 13 i linje 602 mellem Næstved og nabobyen Fensmark.

Passageren afleverede pengene til buschaufføren, som har været forbi på politistationen. Og siden har de mange sedler ligget og samlet støv på hittegodskontoret på lokalpolitistationen i Næstved.

Nu efterlyser politiet ejeren af pengene. Og hvis det er dig, skal du kunne komme med et mere præcist bud på, hvor mange penge, der er tale om, hvordan fordelingen af sedler er, og om de måske ligger i en pose, en kuvert eller måske i en pung.

- Desuden kan det tænkes, at man har en busbillet fra det pågældende tidspunkt, siger Anne Dorte Hoppe Søe.

Anne Dorte Hoppe Søe vil ikke ud med præcist hvor mange penge, der er tale om. Det skyldes, at den eventuelle ejer selv skal komme med et bud, når han eller hun henvender sig til poltiet. Men kommunikationskonsulenten vil gerne sige, at der er tale om 'mange tusinde kroner'.

Passager lod sig ikke friste
Politiet er for øvrigt fuld af beundring for både buspassageren og chaufføren, som altså ikke har ladet sig friste og har gjort med pengene, som man bør gøre; nemlig at aflevere dem til politiet.

Det er muligt, at der vil blive tale om en findeløn til buspassageren, som i givet fald vil blive udbetalt efter gældende regler.

Tommelfingerreglen er, at findelønnen er 10 procent.

- Men hvis ikke ejermanden findes, får man faktisk 33 procent af, hvad man har fundet, siger Anne Dorte Hoppe Søe, som samtidig gør klart, at der gælder andre regler for helt ekstremt store beløb.

- Hvis man finder to millioner, får man ikke en tredjedel. Det er klart, siger Anne Dorte Hoppe Søe.

Hvis det viser sig, at det ikke lykkes politiet at finde ejermanden til de mange penge inden tre måneder, så vil pengene i stedet tilfalde staten.

Politiet kan kontaktes på tlf.: 114.

25 kommentarer
Vis kommentarer