Passagerfly styrter ned i Kasakhstan og efterlader 12 døde

12 personer er bekræftet døde i et flystyrt i et beboelsesområde tæt på byen Almaty i Kasakhstan

Video: AP

12 personer er døde, efter at et fly med 93 passagerer og fem besætningsmedlemmer om bord er styrtet ned ved byen Almaty i Kasakhstan natten til fredag dansk tid.

35 personer, herunder otte børn, er kvæstet. 17 af dem er i kritisk tilstand. I alt er 66 personer kommet på hospitalet som følge af ulykken.

Det oplyser de kasakhiske luftfartsmyndigheder ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Flyet fra luftfartsselskabet Bek Air havde retning mod landets hovedstad, Nur-Sultan.

Da det lettede, tabte flyet højde og fløj gennem et betonhegn, før det ramte en lille bygning, skriver Kasakhstans civile luftfartskomité i en pressemeddelelse.

Det kasakhiske indenrigsministerium oplyser i en pressemeddelelse, at flyet styrtede ned i et beboelsesområde. Det skriver det russiske nyhedsbureau Tass.

Redningspersonale er tidligt fredag morgen dansk tid på stedet for at redde overlevende ud af flyet, oplyser lufthavnen i Almaty ifølge Reuters.

(Artiklen fortsætter under billedet...)

Foto: Ritzau Scanpix
Foto: Ritzau Scanpix
 

Flyet styrtede ifølge Tass ned klokken 07.22 fredag lokal tid.

Kasakhstans præsident, Kassym-Jomart Tokajev, skriver på Twitter, at ulykken vil blive efterforsket.

- De ansvarlige vil blive straffet hårdt i henhold til loven, skriver han på Twitter.

Derudover kondolerer han over for familier og pårørende til de dræbte i flystyrtet.

Der er nedsat en kommission, der skal efterforske ulykken.

En Reuters-journalist på stedet fortæller, at der var tyk tåge i området, da ulykken skete.

Billeder fra stedet viser, at flyet er revet over i to dele og ligger ved siden af et hus, der er halvt styrtet sammen som følge af kollisionen.

Flyet var af typen Fokker 100.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere