Patient amok på dansk hospital: Stak ansat i hovedet med blyant

En ansat på Gentofte Hospital blev fredag formiddag overfaldet af en patient og stukket med en blyant

En patient gik fredag amok på en ansat på psykiatrisk afdeling på Gentofte Hospital. Foto: Stine Tidsvilde
En patient gik fredag amok på en ansat på psykiatrisk afdeling på Gentofte Hospital. Foto: Stine Tidsvilde

Ved du noget om sagen, så hører vi gerne fra dig? Tip os på 1224@eb.dk eller sms/mms på 1224 (alm. takst)

Fredag formiddag udspillede der sig en dramatisk episode på Gentofte Hospital.

Her gik en patient, der i øjeblikket er indlagt på hospitalets psykiatriske afdeling, amok på en mandlig medarbejder og stak ham i hovedet med en blyant.

Det oplyser Nordsjællands Politi til Ekstra Bladet.

Ifølge vagtchef Martin Bakke fik de en anmeldelse fra hospitalet om overfaldet omkring klokken 11 fredag formiddag.

- En ansat blev fredag formiddag stukket ned med en blyant af en patient på afdelingen. Vi kom hurtigt til stedet og fik vedkommende anholdt. Han er lørdag blevet fremstillet i grundlovsforhør og er blevet varetægtsfængslet fire uger in absentia. Han er nu sigtet for kvalificeret vold, siger Martin Bakke til Ekstra Bladet.

Patienten er efterfølgende blevet overflyttet til en anden psykiatrisk afdeling, hvor han skal være under sin varetægtsfængsling.

Meget rystet
Ifølge Martin Bakke har medarbejderen det efter omstændighederne godt, men han er naturligvis chokeret over episoden.

- Medarbejderen er selvfølgelig meget rystet. Han blev ramt og fik en mindre skade i hovedet ved øret under episoden. Så det lykkedes patienten at ramme ham, men ellers har han det godt efter omstændighederne, og hans skader er ikke alvorlige, siger Martin Bakke.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Gentofte Hospital.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere